Kate Nielsen har solgt tøjbutikken til et lokalt par fra 15. marts 2019. Foto: Erland Rasmussen

Kate Nielsen har solgt tøjbutikken til et lokalt par fra 15. marts 2019. Foto: Erland Rasmussen

Butik Kate i Galten: Én butik bliver til tre

Butikslokaler i Søndergade 14 og 16 opdeles i flere lejemål med tøj, blomster og en plan om et lille kunstgalleri

Af
Erland Rasmussen

Galten Kate og Henning Nielsen har nu fundet lejere til deres butiksejendomme i henholdsvis Søndergade 14 og 16, hvorfra parret i dag selv driver Butik Kate.

Tøjbutikken inklusiv navn og logo samt webbutik drives videre af et lokalt par. Det er Sara Winterberg, som er født og opvokset i Galten, og hendes kæreste, Karsten Kjær Andersen, som overtager butikslokalet i Søndergade 14 pr. 15. marts 2019.

”Vi beholder navnet og fører det videre i samme gode ånd som Kate med nogle småjusteringer hen ad vejen,” siger Sara Winterberg.

Sara Winterberg, der er født og opvokset i Galten, fører Butik Kate videre sammen med sin kæreste, Karsten Kjær Andersen. Pressefoto

Sara Winterberg, der er født og opvokset i Galten, fører Butik Kate videre sammen med sin kæreste, Karsten Kjær Andersen. Pressefoto

Den daglige drift vil Sara Winterberg selv stå for, mens Karsten Kjær Andersen, som er indkøbschef i Fri Bike Shop, vil beholde sit job, men hjælpe til med det administrative.

Sara Winterberg kommer fra reklamebranchen, men har tidligere stået i butik. Karsten Kjær Andersen kender også til detailbranchen fra både sit nuværende og tidligere job.

"Jeg er født og opvokset i Galten, så jeg kender naturligvis byens handelsliv godt," fremhæver Sara Winterberg.

SusieFrank BlomsterDesign flytter ind i Søndergade 16 med sin forretning også med overtagelse pr. 15. marts 2019. Hun rykker længere ned fra Søndergade 26.

Susie Frank flytter i Søndergade 16 næste år. Foto: Erland Rasmussen

Susie Frank flytter i Søndergade 16 næste år. Foto: Erland Rasmussen

"Jeg glæder mig utrolig meget til at få mere plads og til, at butikken kommer op til vejen og bliver mere synlig," siger Susie Frank Nørgård.

Henning Nielsen siger, at det efter 35 år var blevet tid til at skifte spor. Han fremhæver, at han og Kate har undersøgt mulige løsninger længe.

"Det var vigtigt for os at medvirke til, at butikkerne kunne fortsætte både for byens skyld og vores egen som udlejere, og nu er der fundet en god løsning," siger Henning Nielsen.

Parret pønser på at etablere et lille galleri i mellemgangen mellem de to butikker. Her er det meningen, at Kate og Henning Nielsen kan udstille deres malerier. Det kræver en lille tilbygning bagud. Ideen er på planlægningsstadiet lige nu.

Publiceret 02 January 2019 10:00