Pia Agerbæk Marlo tiltrådte 1. december som direktør på SCU, Skanderborg-Odder Center for Uddannelse - hvor hun i forvejen sad i uddannelsesudvalget.

Pia Agerbæk Marlo tiltrådte 1. december som direktør på SCU, Skanderborg-Odder Center for Uddannelse - hvor hun i forvejen sad i uddannelsesudvalget.

Pia Agerbæk Marlo ser frem til en dannelsesrejse med SCU

Pia Agerbæk Marlo har byttet Handelsfagskolen i Odder og Skåde ud med SCU i Skanderborg

Af
Af Claus Sonne

"Den største udfordring? Det er nok at fortælle, hvor gode vi egentlig er."

Ordene kommer fra Pia Agerbæk Marlo, der 1. december tiltrådte som direktør på SCU, Skanderborg-Odder Center for Uddannelse - hvor hun i forvejen sad i uddannelsesudvalget.

Pia Agerbæk Marlo kommer fra en stilling som direktør for Handelsfagskolen, som hun på fem år har gjort til en succes både økonomisk og uddannelsesmæssigt.

Det gik jo rigtig godt på Handelsfagskolen. Hvorfor så rejse?

"Jeg kom til Handelsfagskolen fra en stilling som uddannelseschef på Aalborg Handelsgymnasium, og inderst inde har jeg hele tiden vidst, at jeg skulle tilbage til den undervisningsform og den brede uddannelsespalette," siger Pia Agerbæk Marlo og uddyber:

"På Handelsfagskolen har man eleverne i meget kort tid, og de kommer med et meget specifikt formål, nemlig at lære at sælge en vare for deres arbejdsgiver. Det giver en helt anden type undervisning end på eksempelvis SCU, hvor man har eleverne over meget længere tid. Dermed kommer man med på hele den dannelsesrejse, som et ungt menneske tager på. Desuden er selve undervisningen mere akademisk for nogle af uddannelserne på SCU. Og jeg har savnet begge dele."

Fortryder ikke

Pia Agerbæk Marlo understreger, at hun ikke løber væk fra, men hen til noget. De fem år på Handelsfagskolen vil hun nemlig ikke have undværet.

"Jeg har været rigtig glad for at være på Handelsfagskolen, hvor jeg har haft nogle fantastiske kollegaer, som det var hårdt at sige farvel til. Samtidig har jeg lært en hel masse om drift og ledelse, som jeg tager med mig - måske mest af alt forståelsen for, hvor langt man kan nå, hvis man arbejder sammen som et team mod et fælles mål," lyder det.

Via sin plads i SCU's uddannelsesudvalg har Pia Agerbæk Marlo fået et godt indblik i den institution, hun nu leder. Desuden har hun været i dialog med den tidligere SCU-direktør Rikke Christoffersen, der har de samme nordjyske rødder som hende selv. Så det er på mange måder et kendt territorium, Pia Agerbæk Marlo er trådt ind på.

"Dertil kommer, at jeg kan trække på et dygtigt, engageret personale. Så jeg er på alle måder optimistisk," lyder det.

Elever som ambassadører

For nylig indstillede to SCU-elever deres skole til Undervisningsmiljøprisen 2019. Det glæder Pia Agerbæk Marlo.

"Det er helt nødvendigt, at vi har nogle elever, der er glade for at være her på skolen, og som føler de bliver dygtigere. Eleverne er de bedste ambassadører, vi kan få, fordi de fortæller deres omgangskreds om deres oplevelser. Og positive oplevelser trækker flere elever til," konstaterer Pia Agerbæk Marlo.

Som skrevet i indledningen af denne tekst peger den nye SCU-direktør på formidlingen af, hvad SCU kan, som den største udfordring.

"Jamen, vi er gode på SCU. Rent statistisk er vi på Handelsgymnasiet blandt de allerbedste i hele landet til at løfte eleverne, og det kan vi, fordi vi har dygtige og engagerede medarbejdere, der går på arbejde for at give de unge den bedst tænkelige uddannelse og dermed ballast til resten af livet. Det må vi gerne være stolte af og prale med," understreger Pia Agerbæk Marlo.

Publiceret 15 December 2018 11:00

SENESTE TV