Ben Bos har i 11 år solgt dykkerudstyr fra sin butik på Christiansmindevej. Nu lukker han butikken for at koncentrere sig om at undervise i dykning. Foto: N.O.W. Dive

Ben Bos har i 11 år solgt dykkerudstyr fra sin butik på Christiansmindevej. Nu lukker han butikken for at koncentrere sig om at undervise i dykning. Foto: N.O.W. Dive

Dykkercenter lukker:

"Nu dykker jeg ned i nye eventyr"

N.O.W. Dive Dykkercenter i Skanderborg lukker – ejeren vil koncentrere sig om undervisning, coaching og rådgivning i dykningens verden

Af
Grethe Bo Madsen

I 11 år har det været muligt at købe snorkler, våddragter og ja, et hav af dykkerudstyr, når man dykkede ned i kælderen på Christiansmindevej 12 i Skanderborg. Men lørdag 22. december låser indehaveren Ben Bos døren for sidste gang.

"Det har været helt forrygende at drive et dykkercenter her i Skanderborg. Jeg har i løbet af årene skabt mig et stort netværk i både den danske og internationale dykkerverden. Det er faktisk årsagen til, at jeg vælger at lukke ned for butiksdelen af mit dykkercenter," forklarer dykkerinstruktør og indehaver af N.O.W. Dive, Ben Bos.

"Der er nemlig så stor efterspørgsel på undervisning, coaching og rådgivning i både Danmark og resten af Europa, at jeg har valgt at koncentrere mig om det."

20 år som professionel

Ben Bos, er oprindelig fra Holland og havde boet i Skanderborg knap to år, da han åbnede dykkercentret. Han fik sit første dyk som 12-årig og har de seneste 20 år været professionel instruktør og uddanner også dykkerinstruktører i det meste af Europa.

På en væg i butikken hænger artikler, der fortæller om nogle af de mange dykkereventyr, Ben Bos allerede har været på. Blandt andet om dengang, han stod for sikkerheden, da fridykker Stig Åval Severinsen slog Guinness rekord under isen ved Knudsø. Eller da han var med internationale instruktører i Kina for at kortlægge uudforskede huler for den kinesiske stat. Og om et samarbejde med producer Lasse Spang Olsen i flere produktioner, senest i en serie på DR om 'Jagten på havbundens hemmeligheder'.

"Når vi har vist dykkerflaget på byens kræmmermarked eller til foredrag, har mange undret sig over, hvorfor jeg af alle steder har åbnet et dykkercenter i Skanderborg. Men dykkere er vant til at køre lidt efter de gode dykkersteder, og Skanderborg er ret centralt placeret til både Lillebælt, Limfjorden, Aarhusbugten og søerne omkring Ry og Silkeborg, hvor vi primært dykker," fortæller Ben Bos.

Europæisk dykker-ambassadør?

Foruden certificering af private personer underviser Ben Bos blandt andet elever på flere efterskoler og højskoler. Han laver workshops i overfladeredning for lokale brandmænd, hjælper i eftersøgninger og rådgiver Beredskabsstyrelsen.

Både den amerikanske dykkerorganisation UTD og nordiske leverandører har vist interesse i at få den lokale dykkerguru til at agere ambassadør og konsulent i det europæiske dykkermarked.

"Jeg har kunder fra hele landet både i min butik og webshop, som nok lige skal vænne sig til, at jeg ikke længere sælger udstyr. Jeg har nydt livet i butikken – dykning er en livsstil, hvor kunderne nemt bliver mine gode venner. Jeg er vild med udstyr og en nørd, hvad det angår, men min drivkraft ligger i at undervise. Så jeg glæder jeg mig til at fokusere på den del af dykningen fremover," siger Ben Bos, der lover kunderne en slutspurt af et ophørsudsalg i dagene op til jul fra onsdag 19. december.

Hjemmesiden www.nowdive.dk forbliver dog åben med informationer om dykning og dykkerundervisning.

Publiceret 11 December 2018 10:30

SENESTE TV