250 medarbejdere har svaret på spørgeskemaet, og flertallet retter kritik mod den siddende ledelse i Østjyllands Brandvæsen. Arkivfoto

250 medarbejdere har svaret på spørgeskemaet, og flertallet retter kritik mod den siddende ledelse i Østjyllands Brandvæsen. Arkivfoto

Østjyllands Brandvæsen:

Mobning, sexchikane og elendig ledelse

I en arbejdspladsvurdering har de ansatte givet udtryk for, at de mistrives og ikke stoler på ledelsen

Af
Berit Ertmann

JP Aarhus

En arbejdspladsvurdering, som er fremlagt i det fælles medarbejderudvalg i Østjyllands Brandvæsen, har afsløret, at en meget stor del af de ansatte på mange punkter ikke trives på arbejdspladsen.

Det skriver Aarhus Stiftstidende.

Ifølge avisen afslører undersøgelsen blandt medarbejderne blandt andet, at nogle ansatte er udsat for mobning både fra kolleger og fra ledelsen, mens andre anfører, at de er blevet krænket eller chikaneret seksuelt.

Over halvdelen af de 250 medarbejdere, som har svaret på spørgeskemaet, anfører, at medarbejderne ikke bliver behandlet retfærdigt på arbejdspladsen, mens 55 procent skriver, at de "aldrig eller sjældent" stoler på de udmeldinger, der kommer fra ledelsen.

I arbejdspladsvurderingen er der desuden flere sider med kommentarer fra de ansatte, som kritiserer ledelsen, herunder direktør Lars Hviid.

"Handleplan skal rette op"

Til Aarhus Stiftstidende fortalte Lars Hviid i sidste uge, at han ikke ønsker at kommentere vurderingen, før den har været fremlagt for bestyrelsen. Ledelsen har dog allerede fremlagt en handleplan, som skal "rette op på tingene", siger han. Lars Hviid blev onsdag 5. december fritaget for tjeneste.

I 2014 blev det offentliggjort, at brandvæsenerne fra Skanderborg, Odder, Samsø, og Aarhus ville blive lagt sammen til Østjyllands Brandvæsen som følge af et sparekrav fra regeringen.

De fire kommuner stod til at miste 5,1 mio. kroner om året fra 2018. Penge, som man ville finde gennem sammenlægningen og effektiviseringer.

Det nye samarbejde begyndte 1. januar 2016, men allerede i september 2015 blev Lars Hviid, daværende beredskabschef i Aarhus, ansat som direktør i brandvæsenet.

Beredskabet har hovedsæde i Aarhus C og betjener over 400.000 indbyggere i Østjylland.

Publiceret 07 December 2018 09:00

SENESTE TV