465 borgere var mødt op på Fælleden for at høre om indbrud og forebyggelse. Foto: Claus Bech, Bo trygt

465 borgere var mødt op på Fælleden for at høre om indbrud og forebyggelse. Foto: Claus Bech, Bo trygt

Sådan spænder du ben for tyven:

465 ville høre om indbrud, forebyggelse og nabohjælp

Selv om antallet af indbrud i kommunen falder, er der stadig god grund til at være på forkant med tyvene

Torsdag aften i sidste uge var over 465 borgere fra Skanderborg og omegn mødt op i Fælleden til et borgermøde for at skabe fælles fodslag om at bekæmpe indbrud med Nabohjælp og andre indbrudsforebyggende tiltag. Tiltagene skal øge trygheden – og dermed livskvaliteten – i nabolaget.

Bag arrangementet står Skanderborg Kommune, Sydøstjyllands Politi samt Bo trygt, som er et initiativ fra TrygFonden og Realdania i samarbejde med Bolius og Det Kriminalpræventive Råd. Og der er al mulig grund til at sætte fokus på indbrudsforebyggelse, fortæller Britt Wendelboe, der var aftenens ordstyrer i Fælleden og repræsenterer Bo trygt.

"Vi ved, hvad der skal til for at forebygge indbrud. Organiseret nabohjælp og bedre sikring af døre, vinduer og låse er de vigtigste og mest veldokumenterede tiltag for at beskytte vores boliger mod indbrud. Formålet med Bo trygt borgermøderne er derfor at udbrede den viden og inspirere til at tage den i brug. Sammen med kommunens og politiets forebyggende indsatser skulle det gerne være med til at få indbrudstallet til at falde og trygheden og livskvaliteten til at stige," siger Britt Wendelboe og fortsætter:

"Vi håber, at mange efter aftenens møde går hjem og bestiller et gratis indbrudstjek på Botrygt.dk eller selv går i gang med at sikre deres bolig mod indbrud. Og så håber vi, at alle de tilstedeværende, hvoraf mange allerede er organiserede nabohjælpere, vil få hele deres kvarter med på at nabohjælpe og dermed gøre området modstandsdygtigt i forhold til indbrud."

Færre indbrud

På borgermødet kunne Sydøstjyllands Politi fortælle, at der i 2017 blev begået 478 indbrud i privat beboelse i Skanderborg Kommune – hvilket er færre end i 2016, hvor der blev begået 480. I hele politikredsen, der tæller kommunerne Skanderborg, Horsens, Hedensted, Vejle, Billund, Fredericia og Kolding, blev der begået 2.702 indbrud i 2017.

"Hvis borgerne ser noget mistænkeligt, vil vi gerne opfordre dem til at reagere og kontakte os. Opmærksomme borgere er en stor hjælp for os og kan være med til at gøre en forskel – både i det opklarende og forebyggende arbejde," siger Poul Steffensen, vicepolitiinspektør i Sydøstjyllands Politi og én af aftenens oplægsholdere.

Publiceret 03 December 2018 10:00

SENESTE TV