Irvin har familien med sig overalt i form af tatoveringer. Lavendlbundtet på armen er til minde om hans bosniske bedstemor, og piben, man lige kan ane, er til ære for hans farfar. Ud af hans 11 tatoveringer er de seks relateret til familien. Foto: Grethe Bo

Irvin har familien med sig overalt i form af tatoveringer. Lavendlbundtet på armen er til minde om hans bosniske bedstemor, og piben, man lige kan ane, er til ære for hans farfar. Ud af hans 11 tatoveringer er de seks relateret til familien. Foto: Grethe Bo

18-årige Irvin Beckovic: Statsløs, men pæredansk og født i Galten

18-årige Irvins liv er fuld af kulørt maling på store lærreder og sort tusch på huden. Men hans pas er gråt...

Af
Grethe Bo Madsen

18-årige Irvin Beckovic fra Galten har fået ry for at være lidt af en ung filantrop. I øjeblikket svinger han sammen med kammeraten Mikkel malerpenslerne for at skabe kunst, der sælges på auktion til fordel for sårbare børn.

Sidste år trak han i julemandskostumet for at skaffe julegaver til syge børn på Skejby Sygehus, og året før fejrede han sin fødselsdag ved at samle ind til hjemløse i Aarhus. Han har også ladet sig inspirere af Fucking Flink-bevægelsen og lagt gaver til fremmede og samlet skrald i Galten sammen med Mikkel.

Pæredansk, fristes man til at sige, men her klemmer skoen, for mens Irvins mor og lillebror har rødebedefarvede pas, så er Irvins pas gråt. Selvom han er født i Danmark og har boet hele sit liv i Galten, så er Irvin nemlig statsløs.

Tatoveringen her viser Irvins far med Irvn i liften som spæd og hans mor i et hjerte omkranset af et bosnisk kærlighedsdigt.

Tatoveringen her viser Irvins far med Irvn i liften som spæd og hans mor i et hjerte omkranset af et bosnisk kærlighedsdigt.

Forældre måtte flygte

"Mine forældre kom til Galten i 1992 efter krigen i Bosnien, og min bror og jeg er født her. Min far og mor tog begge statsborgerskabsprøven for over to år siden, og fik ret hurtigt svar om, at de begge havde bestået prøven," forklarer Irvin.

En bestået statsborgerskabsprøve er dog ikke ensbetydende med, at man kan opnå dansk statsborgerskab. For at få det, skal man have tidsubegrænset opholdstilladelse og som flygtning have boet i Danmark uafbrudt i otte år. Desuden skal man underskrive en tro- og love-erklæring om troskab og loyalitet overfor Danmark og det dansk samfund, have en god økonomi, tale rigtig godt dansk og have en ren straffeattest.

Men et statsborgerskab kræver også en stadfæstelse ved lov. Ingen udlænding kan få indfødsret, uden at Folketinget først vedtager en lov med ens navn. Og da det kun sker to gange om året, kan der godt gå lang tid.

Irvins lillebror, Danin, pryder armen sammen med en lille elefant.

Irvins lillebror, Danin, pryder armen sammen med en lille elefant.

"Min mor har næsten lige fået dansk statsborgerskab, og det kan min lillebror glæde sig rigtig meget over, for når hun har dansk statsborgerskab, så får han det også automatisk, da han ikke er fyldt 18 år. Men det er jeg jo," konstaterer Irvin, der derfor selv må op til en statsborgerskabsprøve, hvis han vil være dansk statsborger. Og det vil han.

Statsborgerskabsprøve

"Jeg skal op til prøven onsdag 28. november, og jeg er vildt nervøs. Jeg har øvet mig i de test, man kan tage på nettet, og det er ikke gået helt så godt. Man kan heldigvis gå op igen, men det koster en del penge, så det er jo træls ikke at bestå," siger han og glæder sig over, at han da i det mindste har opholdstilladelse.

"Men jeg vil jo gerne være dansk og jeg føler mig dansk. Selvom jeg har bosniske rødder, så har jeg kun været på besøg i landet to gange i mit liv. Jeg har fået en ikke særlig rar følelse af ikke at være velkommen. Sådan et stempel: Det er ok, du er her, men du er ikke dansk. Det har jeg det ikke så godt med, men jeg glæder mig på min mors og lillebrors vegne over, at de nu er danske statsborgere."

Skrevet med tusch

At familien betyder meget for Irvins er bogstaveligt talte brændt ind i hans hud med sort tusch. Ud af hans indtil nu 11 tatoveringer er de seks relateret til familien.

"Familien betyder rigtig meget for mig, det tror jeg, den gør for alle. Jeg kan godt lide at vise det med tatoveringerne. Jeg har familien med mig altid, og den fornemmelse kan jeg godt lide."

Publiceret 03 December 2018 08:30

SENESTE TV