Hvis Kristoffer Skjærbæk vinder titlen som Årets Forskerspirer 2018 indenfor kategorien samfundsvidenskab, kan han tage præmien på 20.000 kroner med hjem. Foto: Grethe Bo

Om Kristoffer Skjærbæk vandt titlen som Årets Forskerspirer 2018 indenfor kategorien samfundsvidenskab, og kunne tage præmien på 20.000 kroner med hjem, var ikke muligt at få oplyst, inden redaktionens deadline. Foto: Grethe Bo

Forskerspirer 2018: Kristoffer Skjærbæk fra Skanderborg er en af de bedste

Kristoffer Skjærbæk fra 3.g HHX på SCU vil undersøge om mindfulness kan hjælpe gymnasieelever til bedre og mere effektiv indlæring. Den ide er nu nomineret til Årets Forskerspirer 2018, og i morgen skal Kristoffer præsentere sit projekt på Københavns Universitet

Af
Grethe Bo Madsen

Problemer med at finde ro og slappe af og alt for mange ting om ørerne gjorde Kristoffer Skjærbæk fra 3.g på HHX i Skanderborg interesseret i mindfulness i en sådan grad, at han tog udgangspunkt i netop det, da han her i efteråret deltog i Projekt Forskerspirer 2018.

På baggrund af sin viden og egne erfaringer har han skrevet en forsknings-synopsis om mindfulness som et middel til at forbedre gymnasielevers indlæring og gøre dem mere effektive.

Synopsen afleverede han i slutningen af oktober, og i sidste uge kom der besked tilbage: Kristoffer er blandt de 12 nominerede, dommerne har valgt ud, og i morgen, mandag 26. november, han til Københavns Universitet for at præsentere sit forskningsprojekt.

Mindfulness i skolen

"Der er valgt tre nominerede indenfor hver af kategorierne humaniora, naturvidenskab, samfundsfag og sundhedsvidenskab. Mit projekt er indenfor samfundsvidenskab og handler om, hvordan mindfulness kan påvirke gymnasieelevers læringskompetence og derved deres indlæring," fortæller Kristoffer.

"Jeg tilmeldte mig forskerspirer-projektet, fordi jeg godt kan lide en udfordring, og så synes jeg det var spændende, at man selv kunne vælge et emne, så længe der ikke er nogen der har forsket i det tidligere," fortæller Kristoffer.

Det har været kendt i flere år, at mindfulness kan have en positiv effekt på stress og depression, men der er ikke nogen, der har forsket i, om mindfulness kan bruges på raske personer, for eksempel som et hjælpemiddel i uddannelsessystemet.

"Jeg kunne godt tænke mig at finde ud af, om mindfulness for eksempel kan give elever højere koncentration, bedre overblik og hjælpe dem til at undgå undgå stress."

Ifølge Kristoffer viser undersøgelser nemlig, at 25 procent af alle gymnasieelever føler sig stressede. Han foreslår derfor i sin synopsis, at man kan prøve at måle effekten af mindfulness ved at udskifte to gange 30 minutters undervisning med to gange 30 minutters mindfulness.

Nødvendig at være mere effektive end kineserne

"Jeg har fundet flere undersøgelser, der støtter op om ideen og på den baggrund blandt andet udformet et spørgeskema, hvor man spøger lærere og elever, om de oplever en forskel i aktivitetsniveau og om de føler sig mindre stressede. Man kan også kigge på, om det har indflydelse på fraværsprocenten," forklarer han.

"Jeg tænker selv, at det er nødvendigt, vi finder måder at være mere effektive på som studerende. Vi har i Danmark meget færre undervisningstimer end for eksempel kineserne. Så skal vi ikke tabe terræn til dem, så er det nødvendigt vi er bevidste om, at være meget mere effektive. Måske kan mindfulness bruges til det."

HHX-studievejleder og lektor på SCU, Anne Skaarup er på skolens vegne stolt over Kristoffers fine resultat.

"128 elever på landsplan har deltaget i årets forskerspirer konkurrence. Blandt de deltagende gymnasier er det kun SCU og Niels Brock, der deltager med hhx-elever, hvilket i sig selv er rigtig flot gået. Fra SCU deltog i år syv elever. De fem fik afleveret og godkendt deres synopsis, og nu er Kristoffer så nomineret. En stor præstation, som vi godt kan være stolte af," understreger hun.

Publiceret 25 November 2018 17:35