Thomas Rud Adamsen sælger sine egne ting i butikken, men henter også mange ting hjem fra sine rejser. Foto: Anette Bonde.

Thomas Rud Adamsen sælger sine egne ting i butikken, men henter også mange ting hjem fra sine rejser. Foto: Anette Bonde.

’Rude Dude’ Thomas Rud Adamsen: Alskens eksklusive varer og eksotiske skatte ude fra verden

Den tidligere pilgrim sælger mestendels sine egne ting i butikken ’Rude Dude’ i Skanderborg

Af
Anette Bonde

”Xiang, min kinesiske rengøringshjælp, er ved at forære mig alle sine ting. Se nu det her julepynt – jeg vil ikke ha’ det.”

Thomas Rud Adamsen peger på en kurv med nisser uden for sin butik på Adelgade i Skanderborg. Han har et glimt i øjet, så helt galt kan det vel ikke være. Tingene lader han stå, måske vil nogen købe dem.

”Jeg må jo forsøge at sælge det. Så, nu kommer hun med mere.”

En smilende kvinde nærmer sig. Hun bærer på en stor kasse, som dog ikke er beregnet til salg. Den hjælper Thomas Rud Adamsen med at læsse ind i en kassevogn. Da hun går igen, har hun ud for butikken efterladt et lille hvidt bord, hvor der står en lille glasfigur.

Ali fra Aarhus kommer også jævnligt med ting til butikken.

”Han vil gerne have perler til gengæld, som hans kone så laver perlekranse af.”

Det er som en scene i en Helle Ryslinge-film: en by, en handling, en hovedperson - garneret med små varme, venlige sidehistorier.

Sælger sine egne ting

Thomas Rud Adamsen har døbt sin butik ”Rude Dude” (engelsk: flabet starut, red.), men der er bestemt ikke noget gadedreng over de varer, der ellers er på hylderne. Det er porcelæn fra Den Kongelige, Holmegaard og B&G, litografier af Asger Jorn-værker og andre Cobra-kunstnere, ægte sten som koralperler og turkiser, smykker, kinesiske vaser, Bjørn Wiinblad-ting, smukke og sjældne bøger med mere.

Mange af tingene er nogle, Thomas Rud Adamsen selv har brugt derhjemme. Kun litografierne og Bjørn Wiinblad-tingene er anskaffelser, som han er kommet til at købe på nettet.

Ind imellem finder man også noget, som han selv kalder for skrammel – for eksempel en bulet PH-lampe han vil reparere, og de plastic-ting som Ali har medbragt.

Ting med hjem fra rejser

Thomas Rud Adamsen rejser gerne og ofte. Indtil nu har han været i 73 lande, og han er lige vendt hjem efter et par uger i Tanzania. Det er ikke forretningsrejser som sådan, for han besøger gerne sine mange venner ude i verden. I Tanzania besøgte han for eksempel et børnehjem for 45 børn, der støttes af Pilgrim Foundation.

Men tit har han ting med hjem, som han også sætter til salg i ’Rude Dude’. For eksempel har han et hjørne med farvestrålende, brugte sarier fra Indien og tæpper, syet af sarier.

En kvinde er kommet ind i butikken. Hun går målrettet efter tæpperne og har fundet et særlig flot ét.

”Kig nu lige godt efter – det er ikke helt rent,” advarer Thomas Rud Adamsen og prøver at få hendes opmærksomhed rettet mod nogle af de andre tæpper. Kvinden kigger på dem og derefter på sit ur. Hun er i tidnød, og konstaterer at hun hellere må komme tilbage en anden dag.

Thomas Rud Adamsen smiler og fortæller om dengang han som medejer af smykkekæden Pilgrim stod i sin butik ’Stones’ i Aarhus. Han ærlige melding også dengang, medførte at han fik klar besked af en kunde.

”En dame holdt en ørering op og spurgte, om den klædte hende. Da jeg sigende lod forstå, at jeg helst ikke ville udtale mig om det, sagde hun: Du er en elendig sælger, hvem har dog ansat dig.”

Smykke-eventyr

Eventyret med Pilgrim startede så småt i slutningen af 1970’erne. Thomas Rud Adamsen læste etnografi på Aarhus Universitet og kom jævnligt på Strøget i Aarhus. En dag blev han standset af en mand, der bad ham om at passe sin bod med smykker i et par timer. Thomas Rud Adamsen indvilgede og havde solgt for 600 kroner, da manden kom tilbage. Som tak for hjælpen fik han 200 kroner.

”Tom, som manden hed, spurgte mig, hvad jeg skulle i morgen, og jeg sprang til igen. Jeg kunne jo se, at jeg kunne tjene flere penge.”

Thomas Rud Adamsen købte nogle af Toms smykker, lavede en bod lidt længere ned ad Strøget og meldte sig så ud af Aarhus Universitet.

Efter et år mødte han sin hustru, nu ekshustru, og i 1980 stiftede de Pilgrim. Det gik stærkt, og efter kort tid kom Thomas Rud Adamsens bror Henrik ind i virksomheden.

”Så kørte det løs i sådan en fart, at vi næsten troede, at træerne voksede ind i himlen.”

Thomas Rud Adamsen og hans hustru blev skilt, og da økonomien ikke længere var helt så god, valgte Thomas Rud Adamsen for et par år siden at gå ud af firmaet.

Bog om Afrika

Nu nyder han livet med sin butik og sine rejser. Og så er han gået i gang med at skrive en bog om Afrika. Han boede selv i Tanzania som barn og skriver på en delvis selvbiografisk roman, der også indeholder fiktion. Thomas Rud Adamsen gik i øvrigt på samme skole som forfatteren Jacob Ejersbo 12 år tidligere end denne, International School i Moshi.

’Rude Dude’ er åben hver dag fra klokken 12 til 17.30. Altså med mindre Thomas Rud Adamsen skal noget andet eller er ude at rejse. Hvis han ikke er der, kan man ringe på det tlf.nr., der står på en seddel i butiksdøren.

Publiceret 24 November 2018 11:30