Da Holger overtog gården i 1972, var der knap en snes køer, som blev malket i malkespande. I dag er der lige knap 200 jerseykøer, og malkningen foregår med robotter. Foto: Hans-Henrik Høeg/Arla

Da Holger overtog gården i 1972, var der knap en snes køer, som blev malket i malkespande. I dag er der lige knap 200 jerseykøer, og malkningen foregår med robotter. Foto: Hans-Henrik Høeg/Arla

Åben stalddør: Holger Hedelund Poulsen - Bjergbonden på Danmarks top - fylder 70 år

I morgen slår Holger Hedelund Poulsen stalddøren op og byder indenfor på Ejer Møllegård. Det har han gjort ofte før, men denne dag fylder han 70 år

Af
Grethe Bo Madsen

Udsigten fra Ejer Møllegård er bjergtagende, og gården er da også beliggende kun få meter fra Møllehøj, Danmarks højeste punkt. Her har Holger Hedelund Poulsen pløjet, sået, høstet og malket faktisk så længe, som han kan huske tilbage. ja, og nydt udsigten.

"Jeg er født på Ejer Møllegård, jeg kom aldrig længere," svarer han grinende på spørgsmålet om, hvordan han er endt på Danmarks højest beliggende landbrug. "Det var mine forældres gård, som jeg overtog i 1972, da jeg havde fået min landbrugsuddannelse," fortæller han.

Da Holger overtog driften, var Ejer Møllegård et landbrug på 15 hektar og 17 malkekøer. Inklusiv forpagtning er det tal i dag vokset til 250 hektar og godt 200 jerseykøer. På jordene dyrkes græs, majs og bønner som foder til køerne samt korn.

Gennem alle årene har Holger været aktiv indenfor landbrugspolitik, og han har stadig tillidsposter i foreninger og andelsselskaber som ARLA.

"Jeg kan nok ikke helt lade det ligge. Jeg vil stadig gerne sætte mit fingeraftryk. Jeg er også stadig besøgsvært for Arla, når der kommer gæster fra hele verden, eller når nye ledere i Arla skal uf og se, hvordan det egentlig går for sin på et moderne landbrug," fortæller han.

Besøg af Mandelas datter

Som besøgsvært har Holger hilst på mange prominente personer, blandt andet på Nelson Mandelas yngste datter, Zindzi Mandela, da hun i 2015 som Sydafrikas ambassadør besøgte Danmarks højeste punkt. Det er dog ikke noget, bjergbonden vil gøre sig til over. Selv er han nok mere imponeret over, at en provinsguvernør fra Kina har lagt vejen forbi Ejer Møllegård.

"Det svarer jo nærmest til, hvis Frankrigs præsident Macron lige kiggede forbi," konstaterer han med et lille grin.

Mange af gæsterne på Ejer Møllegård kommer for at høre mere om, hvordan produktionen forgår på et moderne dansk landbrug, der er på forkant med det faglige, samt en fortælling om andelsselskaber som forretningside nu og i fremtiden.

"Det afhænger jo lidt af, i hvem gæsterne er, men er det i handelssammenhæng, så er det ofte produktionen og især fødevaresikkerheden, de er meget optaget af," forklarer Holger.

Fødevaresikkerhed i top

"Hvordan vi i Danmark har bygget fødevaresikkerheden op, det er noget, rigtig mange går op i, især kineserne. At der er fuldstændig styr på medicinforbrug, at vi selv har dyrket foderet, og hvordan vi har behandlet det, at mælken omgående køles ned, de strenge krav til hygiejnen - alt det er noget, der optager dem rigtig meget, og som vi gerne fortæller om."

Et moderne landbrug betyder også, at der stilles store krav til tekniske færdigheder hos både Holger og hans to medhjælpere.

"Vi har robotter, der malker kvæget, men der ud over har vi jo også en masse andre moderne, tekniske hjælpemidler, der kræver nogle bestemte færdigheder. Så det er nødvendigt med et godt forhåndskendskab og en god faglighed. Her er det vigtigt, man er i stand til at agerer og træffe beslutninger på egen hånd. Det kræver en moderne arbejdsplads indenfor landbruget i dag."

Tog initiativ til natursti

Selv om Holger er en beskeden mand, vil han godt indrømme, at han har haft en finger med i spillet, da der blev lavet en natursti i Ejer Bjerge. Ifølge hans kone, Karen Margrethe, var det nemlig ham, der tog initiativ til stien. "Der kom nogle kloge mennesker fra Københavns Universitet og holdt en lille pressekonference, hvor de fortalte, at nu kunne man endelig slå fast, hvad der er Danmarks højeste punkt, nemlig Møllehøj. Det var jo meget interessant, så jeg sagde, at det kunne være spændende, om man kunne give folk adgang hertil. Og så et halvt til et helt år senere, så havde vi stien her. Det er bestemt ikke mig alene, der kan tage æren for det. Der er også andre blandt de lokale, der ligesom jeg gerne vil gøre opmærksom på det smukke område her omkring."

Stien er halvanden kilometer lang og går fra Ejer Bavnehøj, der tidligere blev regnet for Danmarks højeste punkt, over Møllehøj til Møgelhøj. Masser af turister tager turen hvert eneste år og passerer forbi Ejer Møllegård. Og er det i løbet af sommerhalvåret, så kan de samtidig hilse på Holgers græssende malkekøer.

På fødselsdagen er stalddøren åben fra kl. 14, og alle er velkomne.

Publiceret 22 November 2018 14:00

SENESTE TV