Robert og Hekmatullah i skolens nye Mediatek, der er blevet renoveret efter forslag fra eleverne. Foto: Anette Bonde.

Robert og Hekmatullah i skolens nye Mediatek, der er blevet renoveret efter forslag fra eleverne. Foto: Anette Bonde.

Elever indstiller SCU til Undervisningsmiljøprisen:

Vi synes selv, det er verdens bedste skole

Elevrådet ved SCU mener at skolen fortjener en pris og har nu indstillet skolen til Undervisningsmiljøprisen 2019

Af
Anette Bonde

SCU (Skanderborg-Odder Center for Uddannelse) er blevet indstillet til Undervisningsmiljøprisen 2019 af skolens elevråd. Prisen uddeles af Dansk Center for Undervisningsmiljø, DCUM.

Hvis skolen vinder, er der vundet meget mere end diplom og pengebeløb, mener Robert Ladefoged Laursen og Hekmatullah Akbar, henholdsvis formand og medlem af elevrådet. Det er dem, der har formuleret indstillingen.

'Kæmpe anerkendelse'

"Det vil være en kæmpe anerkendelse. Vi synes jo selv, at det er verdens bedste skole," siger Hekmatullah Akbar.

"Det vil selvfølgelig også være fint at have med, når vi er rundt og fortælle om skolen, for eksempel på uddannelsesmesser," supplerer Robert Ladefoged Laursen.

I indstillingen fremhæver de både skolens fysiske indretning og dens lydhørhed overfor elevernes ønsker desangående samt skolens initiativer for at højne det sociale miljø.

Robert Ladefoged Laursen og Hekmatullah Akbar nævner også ledelsens og lærernes lydhørhed, når det gælder faglige udfordringer.

"Kontoret er åbent, og både lærere og ledelse er gode til at lytte. For eksempel da vi kontaktede vores klasselærer, fordi lektiemængden i en periode var alt for hård, og hun så talte med de andre lærere om at fordele mængden."

I indstillingen kan man læse, at skolens samlingssted Mediateket netop er blevet renoveret efter forslag fra eleverne. Fra at være ubrugt og kedeligt er det nu et hotspot for skolens elever. Og skolen har investeret i nye møbler og istandsættelse af klasselokalerne.

Fravær og netværk

Derudover arbejder skolen ihærdigt for at nedbringe det i forvejen lave fravær, blandt andet gennem skolens B there-konkurrence, hvor eleverne dyster i tilstedeværelse, fagligt og socialt, og motiveres gennem flere sjove konkurrencer, hvor der kan vindes præmier til klassen.

Nye elever introduceres via et 'Netwerk-program', og alle nyder godt af morgensamlingerne. De elever, der har brug for faglig støtte, kan få den fra skolens ugentlige Studie Camp, hvor de sammen med lærere og3. årselever mødes om lektier og opgaver.

Skolens HHX har i øvrigt de seneste år ligget blandt de allerbedste på landsplan vedrørende såkaldt løfteevne, det vil sige skolernes evne til at løfte eleverne fagligt.

De ambitiøse elever tilgodeses ved at de tilbydes pladser på Akademiet for Talentfulde Unge, Projekt Forskerspirer, Master Classes, NSAC og PIU samt konkurrencer, eksempelvis Ernest & Young og Innovent.

På skolen finder man desuden mange spændende elevstyrede klubber, blandt andet morgensamlingsudvalget, hyggeudvalget og aktieklubben.

Undervisningsmiljøprisen er indstiftet i 2005 af daværende undervisningsminister Bertel Haarder. Den uddeles en gang om året og består af et diplom og 100.000 kroner.

Prisoverrækkelsen finder sted på skolernes nationale trivselsdag - den første fredag i marts hvert år.

Publiceret 15 November 2018 10:30