Margrit Petersen tog springet fra sygeplejerske til kunstner som 53-årig. Foto: Leif Tychsen,

Margrit Petersen tog springet fra sygeplejerske til kunstner som 53-årig. Foto: Leif Tychsen,

Fra Skanderborg til Paris:

Oversygeplejersken blev billedkunstner

Margrit Petersen tog en speciel vej til sit virke som kunstner

Af
Claus Sonne

Fra den 15. november til og med 2. januar præsenterer Kulturhuset Skanderborg i samarbejde med Kunstråd Skanderborg en usædvanlig udstilling med grafiske værker af billedkunstneren Margrit Petersen.

Kun få husker i dag Margrit Petersen. Hun blev født i 1909 og var i en årrække oversygeplejerske på Skanderborg Sygehus. Men som 53-årig skiftede hun spor, søgte ind og blev optaget på Det Jyske Kunstakademi i Aarhus.

Paris og Picasso

Efter gennemført uddannelse tog hun i 1969 til Paris for at videreuddanne sig som grafiker på Hayters Atelier 17, hvor mange af efterkrigstidens største navne i international kunst havde deres gang, fx Picasso, Giacometti og Jackson Pollock. Man kan roligt sige, at Margrit Petersen praktiserede ”livslang læring”, længe før begrebet var opfundet!

I 1965 havde Margrit Petersen sin første separatudstilling på kunstakademiet i Aarhus, og i de følgende årtier udstillede hun især på udstillingsstederne i Østjylland, men hun var også repræsenteret på udstillinger i Evian i Frankrig og Hamborg i Tyskland. Margrit Petersen udstillede også sammen med andre lokale kunstnere i Skanderborg. Da hun flyttede fra Skanderborg Kommune i 1992, forærede hun kommunen sin samling af grafiske værker i håbet om, at den kunne blive en del af grundstammen i et lokalt kunstmuseum. Siden da er der sikkert ingen, der har skænket Margrit Petersens mappe en tanke, og Skanderborg Kommune ombyggede da heller ikke Vestermølle til et kunstmuseum, som hun og andre lokale kunstnere drømt om.

27 tryk til salg

I forbindelse med opgørelsen over kunst på de gamle rådhuse i 2016, var der mellem alt det øvrige et nogle få billeder af Margrit Petersen, en kunstner som ingen i kunstrådet kendte, og navnet gav ikke søgeresultater på internettet. Men da alle værker var registreret, kategoriseret og – i henhold til en byrådsbeslutning – udposteret og afhændet til forskellig side, fandt man efterfølgende en mappe med Margrit Petersens grafiske værker samt data om hendes liv og uddannelse som kunstner. Fra denne mappe har Kunstråd Skanderborg udvalgt 27 tryk, som på kunstrådets foranledning er blevet indrammet til udstillingen i Kulturhuset. De valgte værker er alle trykt i den specielle grafiske teknik, som Margrit Petersen tilegnede sig på Hayters Atelier 17 i Paris. Alle værker er nonfigurative, inspireret af tidens strømninger inden for nonfigurativ kunst.

I mappen var der også værker fra Margrit Petersens tidlige periode, hvor hun arbejdede figurativt, som oftest inspireret af natur, historie og mytologi. Alle uindrammede værker ligger til gennemsyn ved ferniseringen og kan ved denne lejlighed købes til den meget favorable pris af 100 kr. pr. tryk. Der er fernisering 15. november kl. 16.30.

Hans Struve fra Kulturhusets udstillingsudvalg giver ved ferniseringen en kort introduktion til udstillingen, hvorefter Klavs Andresen, der gik til grafikundervisning i Margrit Petersens kælder på Skovvej i Stilling, fortæller om Margrit Petersen og den helt specielle grafiske teknik, hun tilegnede sig i Paris. Endvidere vil den tidligere kollega på Skanderborg Sygehus Lisbeth Buchreitz fortælle om personen Margrit Petersen.

Duoen Eriksen og Mogensen spiller deres mix af jazz, folk, latin, swing, rock og blues til ferniseringen.

cns

Publiceret 13 November 2018 14:00