Centerchef Henrik Skjøtt og rådgiver Alis Carlsen, Middelfart Sparekasse, i centrets nye lounge. Pressefoto.

Centerchef Henrik Skjøtt og rådgiver Alis Carlsen, Middelfart Sparekasse, i centrets nye lounge. Pressefoto.

Hæng ud: Hørning Idrætscenter har fået en lounge

Ny lounge i Hørning Idrætscenter, Middelfart Sparekasse Lounge, når man skal vente, slappe af, hænge ud eller mødes til en snak

Af
Anette Bonde

Et nyt lounge-område med højborde, café-borde og sofaer er netop blevet indviet i Hørning Idrætscenter. Middelfart Sparekasse har doneret møblerne mod til gengæld at få loungen opkaldt efter sig.

"Området kan så benyttes til afslapning, møder eller arbejde, mens ens barn er til idræt. Sådan et sted har centret manglet. Herudover kan Middelfart Sparekasse benytte området til at komme i kontakt med eksisterende eller nye kunder på en ny og anderledes måde", fortæller centerchef Henrik Skjøtt.

Et kultursted i Hørning

Henrik Skjøtt tiltrådte som centerchef i maj i en nyoprettet stilling, og Middelfart Sparekasse Lounge er bare den seneste nyhed i centret. Flere er i vente.

"Vi vil gerne gøre stedet til noget mere ud over idræt. Det skal også være et kultursted, hvor man mødes til foredrag, messer med mere, og som erhvervslivet også bruger til kurser og arrangementer."

Som eksempel fortæller Henrik Skjøtt, at sognepræst Majbritt Daugaard netop har afholdt foredrag for 200 konfirmander og deres forældre med eventyrer og tryllekunstner Jesper Grønkjær.

Denne torsdag formiddag, hvor UgeBladet Skanderborg er på besøg, er der også gang i hallen: 700 skoleelever deltager i et Spil Dansk-musikarrangement med fællessang og skønsang ved Mona Britt Nykjær og Ronnie Flyvbjerg Olesen.

"Vi vil mere"

Da Henrik Skjøtt tiltrådte var der allerede et legeland for børn. Siden maj er der så kommet ét for de helt små børn, et område for de unge med med billard, airhockey og andre spil, og nu den nye lounge. Det falder helt i tråd med hans filosofi, som han har hentet inspiration til fra sit tidligere job i Starbucks: Idrætscentret må gerne være tredje-valget næst efter familien og jobbet.

"Vi fik nyt logo for nylig: 'Hørning Idrætscenter - Vi vil mere'. Det er meget rammende for det, vi vil fremadrettet. Vi vil ikke stå stille, men vil noget mere, og det skal komme alle i hele Hørning til gode."

Trådløs og infoskærme

De næste nyheder i Hørning Idrætscenter er trådløst internet og tre store informationsskærme om kommende arrangementer, stævner med mere. Begge dele kommer inden for en måned og er sponsoreret af Spar Nord Fonden.

Lige nu er der gang i en modernisering på udvalgte steder med blandt andet nye omklædningsrum.

Alle nyhederne er led i en strategi, hvor idrætscentret fra januar markedsføres massivt, også på sociale medier.

I denne strategi indgår også planer om en fremtidig Hal 3.

"Vi er pressede i forhold til vores foreninger, der ikke kan få tider og derfor har problemer med at tage flere ind på holdene."

Ifølge planen igangsættes byggeriet i 2020.

Publiceret 09 November 2018 16:00

SENESTE TV