Ulrik Holm ved et sving, der med de mange sten har krævet ekstra muskelkraft at etablere. Foto: Anette Bonde.

Ulrik Holm ved et sving, der med de mange sten har krævet ekstra muskelkraft at etablere. Foto: Anette Bonde.

Færdigt arbejde:

1,3 km spor klar til MTB'ere og løbere

Frivillige har slæbt grus, kørt sten og ryddet jord for at etablere et nyt MTB-spor i Baneskoven

Af
Anette Bonde

Sådan en efterårsdag i skoven, hvor byens lyde filtreres af træers grene, og solen spiller i lys og skygge. Det er slet ikke tosset.

I Baneskoven ved Skanderborg er der nu blevet endnu bedre mulighed for at nyde herlighederne, idet Skanderborg Trailbuilders og mange frivillige netop er blevet færdige med første etape af et MTB-spor. Også løbere har fornøjelse af sporet. Det starter lige før jernbanebroen, og og bugter sig 1,3 km i det bakkede skov-terræn.

"Jeg synes, det er blevet fantastisk godt. Vi har fået det maksimale ud af meget lidt plads og fået lavet et spor med en stor underholdningsværdi."

Privat foto.

Privat foto.

Lavet ved håndkraft

Ulrik Holm har som frivillig og som formand for Skanderborg Trailbuilders lagt både kræfter og energi i. Han fortæller, at halvdelen af sporet blev lavet ved hjælp af håndkraft, og de frivillige svedte med at planere, grave ud, køre grus, slæbe sten og alt, hvad der ellers skal til. På grund af jordens kvalitet og transportlængden måtte maskiner hjælpe til med det sidste.

Det har taget to et halvt år at komme hertil. Efter at det formelle med stiftelse af foreningen, projektering og godkendelse var på plads, har selve anlæggelsen taget et år. Otte-ti frivillige har lagt tolv arbejdsdage på gennemsnitligt fire timer. Derudover har bestyrelsen håndteret diverse planlægning og praktiske opgaver.

Privat foto.

Privat foto.

Sporet bliver længere

Det er et såkaldt blåt spor, det vil sige et begynderspor med visse udfordringer. Planen er at forlænge det til et spor på i alt fire-fem kilometer. Ifølge Ulrik Holm vil næste del-etape på cirka en ekstra kilometer måske være færdig allerede i forsommeren 2019, og om cirka halvandet år vil sporet være fire-fem kilometer langt og tilføjet både røde og sorte sløjfer til de mere garvede MTB'ere.

Det er de samme frivillige, der rykker ud igen. Ulrik Holm vil dog blive glad, hvis flere dukker op.

"Der var over 100 MTB-ryttere ved åbningen i oktober. Jeg håber, at nogle af dem vil komme og give en hånd."

Privat foto.

Privat foto.

Uddannet indenfor spor

At anlægge et MTB-spor kræver viden og finesse.

"Igennem et sporbygger-netværk er vi blevet uddannet i at bygge spor, der kan holde. For eksempel er vores største fjende vand, der kan skylle jorden væk, hvis sporet er bygget forkert. Derfor har vi hævet sporet, hvor der er mest fugtigt."

Ulrik Holm understreger, at sporbyggerne og MTB'erne, som de naturelskere de er, lader naturen selv bestemme. MTB-sporet i Baneskoven er fuldt af snoninger og store og små sving, der er tilpasset terrænnet.

"Danske sporbyggere har stor kærlighed til naturen. Vi vil passe på den, samtidig med at vi bygger spor. For eksempel fælder vi kun træer, hvis de er til fare for MTB'ere. De skal stå til glæde for dyreliv, blandt andet biller. Vi brænder virkelig for, at sporene skal være gode og passe ind i den natur, de ligger i."

Privat foto.

Privat foto.

Fakta

MTB-sporet har fået cirka 77.000 kroner af Skanderborg Kommunes Grøn Partnerskabspulje. Kommunen har afsat i alt 1,5 mio. kroner i 2018 og 2019 til tre MTB-spor. Udover Baneskoven er det spor i Siim Skov Ry og Danmarks Tag i nærheden af Himmelbjerget.

Sporet i Skanderborg er etableret i kommunal skov. Desuden har kommunen været behjælpelig med udlejning af maskiner.

Sporet blev indviet søndag 21. oktober med taler, forfriskninger og mange fremmødte.

Der er blevet anvendt 6,5 tons marksten, 45 kubikmeter grus, og 2000 små markeringspinde med pink flag til markering af ruten.

Baneskoven er et smalt stykke skov, der ligger med banen på den ene side og industri på den anden side.

Sporet bliver i alt cirka 5 km langt og har startsted i begge ender.

Publiceret 08 November 2018 18:00

SENESTE TV