Marion Poiraud og Jacob Busk foran Bines Hus, der er en af Himmelbjerggårdens fjorten bygninger.

Marion Poiraud og Jacob Busk foran Bines Hus, der er en af Himmelbjerggårdens fjorten bygninger.

Work Away’ere tager sig kærligt af Bines Hus

Work Away er blevet en måde at opleve verden på og samtidig gøre sine værtsfolk en tjeneste

Af
Anette Bonde

Franske Marion Poiraud kommer fra Nantes i Frankrig. I denne tid er hun på eventyr i Danmark og har via hjemmesiden Work Away fundet vej til Himmelbjerggården. Her nyder hun stedets særlige atmosfære, samtidig med at hun som nyuddannet indretningsarkitekt bruger sine evner til at indrette Bines Hus. Til gengæld får hun mad og hysly.

"Jeg faldt for Himmelbjerggården, fordi jeg også selv går meget op i bæredygtighed. I Bines Hus anvender vi genbrugsmøbler, og som designer ser jeg mulighederne i at kombinere de genbrugsfund, vi gør."

Retræte og stilhed

Inspirationscentret Himmelbjerggården ligger idyllisk på Himmelbjerget med 20 ha smuk natur omkring sig. 14 bygninger af forskellig størrelse er spredt ud over området med lejere af meget forskellig art. Der er et bo-område, et produktions- og aktivitetsområde til virksomheder, kurser og konferencer og et stille-område til retræte og fordybelse.

Bines Hus er en del af stille-området. Marion Poiraud står for indretningen sammen med Himmelbjerggårdens leder Aslaug Færch Johnsen, der også er designer.

"Vi forsøger at lave en bestemt stemning i hvert rum, i Månerummet for eksempel med associationer til månen."

Der er i øjeblikket syv andre Work Away'ere på Himmelbjerggården, og disse tager sig af forefaldende arbejde som rengøring og maling i Bines Hus. Stedets tømrer og pedel udfører andet håndværkerarbejde.

Marion Poiraud regner med at bo og arbejde på Himmelberggården i fire måneder i alt. Hun er glad for at bo i Danmark, og efter Himmelbjerggården regner hun derfor med at blive på disse breddegrader og finde et andet spændende sted at bo og arbejde.

7 værelser færdige

Jacob Busk, daglig leder af Himmelbjerggården, fortæller, at overetagen i Bines Hus bliver taget i brug allerede 27. oktober til et retræte-forløb. Til den tid er det store fællesrum og syv værelser på førstesalen færdige.

"Bines Hus ligger i fantastiske omgivelser i forbindelse med retræte, at komme sig efter travlhed eller stress og at finde sig selv igen."

Til november gælder det indretningen af underetagen.

Jacob Busk fortæller, at Work Away'erne typisk arbejder 25 timer om ugen. I weekenden har de fri, og Himmelbjerggården sørger ofte for at de kommer ud og oplever andre dele af Danmark. For eksempel har de otte unge netop været på tur til Kalø Slotsruin på Djursland.

WeCreation ApS er en organisation, der eksperimenterer med nye ledelsesformer og en værdibaseret tilgang til virksomhedsdrift. Den er oprettet som en socialøkonomisk virksomhed godkendt af Erhversstyrelsen.WeCreation har siden marts 2017 stået bag driften og udviklingen af Inspirationscenteret Himmelbjerggården. Himmelbjerggården er et såkaldt eksperimentarium for bæredygtig udvikling.

Indtil sommeren 2016 fungerede stedet som døgninstitution for børn og unge med socialpsykiatriske og adfærdsmæssige vanskeligheder.

Work Away kaldes den rejseform, hvor eventyrlystne mennesker i alle aldre rejser ud i verden og i en kortere eller længere periode får husly og mad mod til gengæld at yde praktisk hjælp til værtsfolkene.

Publiceret 08 November 2018 10:30

SENESTE TV