En kæmpekran sørgede for at løfte de nye moduler på plads i Børnehaven Porskjær. Pressefoto

En kæmpekran sørgede for at løfte de nye moduler på plads i Børnehaven Porskjær. Pressefoto

Vokseværk i Porskjær: Kæmpekran løftede ny modulbørnehave på plads

Torsdag ankom fem nye moduler til Børnehaven Porskjær i Galten, der de seneste år har haft gevaldigt vokseværk

Af
Grethe Bo Madsen

Der blev gjort store øjne blandt de allermindste Galten-borgere, da fem store blokvogne torsdag trillede hen ad Porskjærvej i Galten lastet med hvert sit store modul.

På godt to timer fik hvert modul en flyvetur med en gigantisk kran, inden de landede i Børnehaven Porskjær.

Processen blev nøje overvåget af de ældste af børnehavens børn, der i dagens anledning fik ekstra frisk luft for at kunne følge med i den vældig spændende byggeproces.

Mange nye børnefamilier

Den store tilgang af børnefamilier til Galten-Skovby området har betydet, at Børnehaven Porskjær de seneste år har oplevet et gevaldigt tilgang i antallet af børn, der er skrevet op til dagtilbuddet. Derfor bevilligede byrådet sidste år midler til en udvidelse af børnehaven.

Sidste år blev en vuggestuegruppe i fleksibelt modulbyggeri tilføjet, og det er den gruppe, der nu udvides med de fem moduler til en særskilt nul til fire-års afdeling til 28 vuggestuebørn og 22 børnehavebørn.

"Børnene er løbende blevet indskrevet siden 1. april, men har været i midlertidige lokaler i stuehuset på den gamle Porskjær gård. De nye pladser er allerede tæt på at være besat, så vi glæder os alle til at tage de nye lokaler i brug," fortæller Dorrit Wiekhorst Lewis, der er dagtilbudsleder i Galten/Låsby Dagtilbud.

Går alt efter planen bliver det nye modulbyggeri taget i brug 19. november.

Publiceret 07 November 2018 06:00

SENESTE TV