En færdigstrikket løsning kan ikke nå at ligge klar til 1. april næste år, hvor regionen indstiller finansieringen af en række regionale ruter. Arkivfoto

Bus-krise:

"Nødvendigt at samarbejde om en løsning"

Efter regionen har trukket tæppet væk under flere regionale ruter sidder kommunerne tilbage med aben, mener udvalgsformand

Af
Grethe Bo Madsen

"Regionen har et stort, ubehageligt medansvar, men det er os, der sidder med aben."

Claus Leick, formand for Miljø- og Planudvalget, trækker linjerne op efter Region Midtjylland i sidste uge endeligt vedtog at indstille finansieringen af en række kommunale ruter, blandt andre ruterne 107, 109, 112, 116, 311 og 502; - ruter, der benyttes af mange borgere i Skanderborg Kommune.

Ikke klar til 1. april

"Vi kan ikke tilbyde en færdigstrikket løsning, den dag regionen trækker indstiller driften. Det er et kæmpestort puslespil, og det bliver ikke klart til 1. april næste år," konstaterer han.

"Første fase er derfor, at få strikket et beredskab sammen, der er så godt som muligt, der hvor der er størst behov. Fokus bliver de steder, hvor det kommer til at gøre rigtigt ondt, som for eksempel for brugerne af 112'eren," forklarer udvalgsformanden.

Hurtigtarbejdende udvalg

Når Miljø- og Planudvalget mødes i denne uge, er det derfor planen at få nedsat et hurtigtarbejdende udvalg for at få kridtet banen op.

"Hvordan en løsning på længere sigt kommer til at se ud afhænger af, om vores nabokommuner vil være med til et samarbejde. Det er helt nødvendigt, at vi samarbejder i en eller anden udstræknign. Det er svært på nuværende tidspunkt at sige, hvad det ender med. Det svære er, at alle kommunerne er spillet ud mod hinanden. Vores fordel i Skanderborg er, at vi faktisk har afsat nogle penge. har de andre kommuner ikke."

Bestil bussen

På længere sigt mener Claus Leick, at brugerne af den kollektive trafik skal indstille sig på andre vaner.

"Vi får et andet serviceniveau, der forhåbentlig ikke bliver alt for meget ringere end i dag. Vi bliver nødt til at se på de muligheder vi ar - vores egen ruter, på skolebusruterne og på flexbus. Kunne vi gøre noget smartere, end vi gør i dag. Kan vi for eksempel lave mere flexbus - flere ruter af dem? Måske skal folk til at vænne sig til, at de skal bestille bussen, hvis de vil køre midt på dagen. Og hvad med skolebusserne - er der nogle af dem, der kan laves om? De er gratis nu, men måske kan man lave en model, hvor folk skal betale, når det er andre borgere eller på de tidspunkter, hvor det er uden for spidsbelastningen."

Publiceret 06 November 2018 16:30

SENESTE TV