Politiet har øget sit fokus på en gruppe unge fra lokalområdet. Arkivfoto

Politiet har øget sit fokus på en gruppe unge fra lokalområdet. Arkivfoto

Hærgende unge skaber utryghed flere steder i kommunen - nu skal politikerne informeres

En enkelt gruppe af unge skaber store problemer flere steder i kommunen

Af
Claus Sonne

Når Undervisnings- og Børneudvalget mødes 8. november, får politikerne besøg af repræsentanter fra Sydøstjyllands Politi, der skal give en status på indsatsen i forhold til en gruppe unge fra Hørning, Skanderborg og Aarhus, der skaber endog meget store problemer.

I løbet af sommeren og efteråret har gruppen været på spil i både Hørning, Galten og Sdr. Ege.

"Gruppen efterlader sig, hvor de end opholder sig, et spor af hærværk, vold, tyveri, konflikter, trusler og brug af narkotiske stoffer og skaber en høj grad af utryghed omkring sig. Gruppens adfærd er særligt eskaleret fra juli til nu," fremgår det af dagsordenen til udvalgsmødet.

I forbindelse med, at der er et øget fokus på gruppen, er det kommet frem, at der også har været en række episoder i Hørning i dagtimerne, som SSP og politiet ikke kendte til.

Flere tiltag sat i værk

SSP-medarbejdere, politi og myndighedsafdelingen har allerede sat gang i en række tiltag i forhold til de unge, hvor flere har modtaget domme, mens mange afventer anklagemyndigheden og retten vedr. sager om blandt andet vold.

Sydøstjyllands Politi har etableret en særlig gruppeanalyse på de unge, således at de følges meget tæt. Desuden sættes der gang i en række nye tiltag, der blandt andet tæller:

    At al tavs viden skal frem i lyset, således at institutionerne skal anmelde alt politirelevant til politiet. Samtidigt skal der sendes en melding til SSP-koordinatorerne, som samler og koordinerer den kommunale indsats

    Politiet undersøger muligheden for at sikre en hurtigere retsforfølgelse på de unge der afventer rettens behandling af sagerne.

    Der arbejdes på forskellig vis pædagogisk med gruppen, særligt med fokus på at skille kernen i ungegrupperingen og medløberne fra hinanden.

Publiceret 06 November 2018 10:00

SENESTE TV