Nicklas Nielsen fra Hørning med sine pokaler efter sejren i Ferrari Challenge. Pressefoto

Nicklas Nielsen fra Hørning med sine pokaler efter sejren i Ferrari Challenge. Pressefoto

Ferrari-bosserne i Maranello er blevet lune på Nicklas fra Hørning

Racerkøreren Nicklas Nielsen har imponeret cheferne hos Ferrari, og næste sæson kan føre ham helt frem i lyset

Af
Henrik Philip Hare

JP Aarhus

Monza, Italien. Det er her, lige nord for Milano, at Ferrari har hjemmebanefordel, når motorsportens største spektakel, Formel 1, passerer en gang om året.

Det er også her, at en bevæget Michael Schumacher i 2006 annoncerede sin første tilbagetrækning fra sporten, efter 'Italienernes Sang' atter havde lydt, da han for femte gang i karrieren kørte sin Ferrari først over målstregen på dens hjemegn.

Dengang, i 2006, var Nicklas Nielsen hjemme i Hørning. Milevidt fra skrålende italienere og så alligevel godt i gang med at tage de første skridt til sin egen debut på Monza, som han fik denne september.

For selvom han i 2006 var blot ni år gammel, havde han da allerede siddet i en gokart i seks år.

"Både min far og farfar har selv kørt, så jeg fik en gokart, da jeg var tre år gammel. Selvfølgelig har jeg selv valgt, at det var noget, jeg ville senere hen, men det var sådan, jeg blev trukket ind i det," siger Nicklas Nielsen.

Forhandling forude

Debuten på Monza kom i stand, efter Nicklas Nielsen igennem sæsonen har været i Ferraris tjeneste i løbsserien Ferrari Challenge. Her kører både professionelle og amatører samtidig på banen, men konkurrerer i hvert deres mesterskab.

Allerede i sæsonens næstsidste løb sikrede Nielsen sig sejren i egen række.

Den unge dansker blev håndplukket til løbsserien af italienerne, fordi de gerne vil vise andre unge racerkørere, at løbsserien kan bruges til at komme videre i karrieren. Med titlen er Nielsens samarbejde med Ferrari dermed slet ikke slut endnu.

"Planen med Ferrari var at vinde mesterskabet for at få en chance for, at de så tog mig ind i GT3-klassen næste år. Jeg vandt, så nu skal jeg forhandle med dem om næste sæson," siger Nicklas Nielsen.

Hans debut på Monza var netop i GT3-klassen – en professionel klasse for racerversioner af gadebiler.

Ferrari reagerede nemlig hurtigt på hans sejr i Challenge-serien og kaldte ham ekstraordinært ind til løbet på hjemmebanen, hvor han gjorde det godt og derfor nu har udsigt til at blive set an i flere løb, inden året er omme.

"At køre i en italiensk bil, og så endda en Ferrari, på så legendarisk en bane - det var fedt," opsummerer Nielsen debuten.

Schumachers hjælp

Med retning mod GT3-biler ser det ud, som om Nicklas Nielsen måske nok skal få lov at race på Monza mange gange endnu, men at det ikke bliver ham, der tager arven op efter Michael Schumacher for at køre i lige netop Formel 1.

Det har Nielsen dog efterhånden affundet sig med, selvom han stadig kun er 21 år gammel.

"Drømmen er altid Formel 1, og man skal aldrig sige aldrig. Men fra jeg kørte Audi TT-cup i 2016, lavede jeg ligesom skiftet til biler med tag på, og på længere sigt tror jeg også, det er en bedre karrierevej at tage. For når man er der, skal der ikke så mange penge til som i formelklasserne, hvor det er 5-7 mio. kr., du skal finde hvert år, hvilket næsten er umuligt," konstaterer Nicklas Nielsen.

Der, hvor han befinder sig nu, er økonomien til gengæld ikke helt umulig. Tidligere har han fået meget økonomisk støtte af sponsorer og holdejere, blandt andet navnkundige Ralf Schumacher, der har ladet ham køre til nedsat pris. Nu er han dog ved at nå et nyt punkt i karrieren.

"Det skulle meget gerne være sådan, at jeg inden længe kommer hen over bakketoppen, så jeg enten får et gratis sæde eller ligefrem lidt penge for at køre. Men det er klart, at jo længere op man kommer, jo dyrere er race også," siger Nicklas Nielsen.

Publiceret 04 November 2018 11:30

SENESTE TV