Palle Kusk arbejder til daglig i træbranchen. Pressefoto

Palle Kusk arbejder til daglig i træbranchen. Pressefoto

Røgfri i et år: Palle kvittede smøgerne

Rygestopforløbet 'Skanderborg kvitter smøgerne' er startet op igen. Sidste års forløb var en succes, hvor halvdelen stadig var røgfri efter seks måneder

Palle Kusk fra Stilling var en af deltagerne på det første hold af 'Skanderborg kvitter smøgerne'. sidste efterår. Palle har nu været røgfri i et helt år.

"Det var et rigtigt godt forløb med meget forskellige deltagere. Det var en frisk og anderledes tilgang til at holde rygestopkursus, og det tiltalte mig. Rigtig mange blev røgfri på forløbet. Faktisk var ni ud af 10 røgfri, da vi sluttede – og jeg har fået at vide, at seks måneder efter var halvdelen faktisk stadig røgfri," fortæller han.

Nyt forløb i år

Skanderborg kvitter smøgerne igen i år – og successen gentages alene, fordi det er en stor succes.

Rigtig mange fuldfører og fastholder deres rygestop, fordi det store fællesskab støtter op igennem den første svære tid, og fordi der følges op efter tre, seks og 12 måneder.

"I Skanderborg Kommune har vi prioriteret højt, at alle borgere, som ønsker hjælp til rygestop, skal have et forløb, der passer til den enkelte. Et rygestop er for mange en stor udfordring, og når det lykkes, er det en stor gevinst for den enkeltes sundhed og på den lange bane også en fordel for kommunens økonomi," siger formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget Tage Nielsen.

Motivation det vigtigste

Palle Kusk har tidligere forsøgt flere gange, men denne gang var anderledes:

"Denne her gang VILLE jeg stoppe! For mig har det allervigtigste været min egen motivation for rygestoppet. Det har ikke været noget, jeg skulle, af den ene eller anden årsag. Jeg har selv valgt det, og jeg holder mig selv fast på min beslutning. Jeg VIL være røgfri," understreger han.

"Min motivation er helbredet. Ikke at jeg fejler noget, men for ikke at komme til det. Som ryger hostede jeg rigtig meget – det er jeg helt fri for nu, det der med lige at "vende lungerne". Det tog et par måneder, og så var jeg færdig med det.”

Palle Kusks helbred er generelt blevet bedre. Han har fået det bedre med sig selv, og lugtesansen er også blevet skærpet.

Hvem kvitter denne gang?

Der er åbent for tilmelding til 'Skanderborg kvitter smøgerne' igen nu.

Forløbet begyndte med Kick Off tirsdag i sidste uge i Skanderborg Sundhedshus.

Alle, der har lyst til at gøre et anderledes forsøg på at kvitte smøgerne, kan se mere på www.skanderborg.dk/rygestop.

-sur

Publiceret 31 October 2018 11:45