Psykoterapeut Elisabeth Balslev, www.elisabethbalslev.dk.

Psykoterapeut Elisabeth Balslev, www.elisabethbalslev.dk.

Klumme: Hvad er dit misbrug?

Misbrug er vores trøst, sutteklud og omsorgserstatning, mener psykoterapeut Elisabeth Blaslev. Flere og flere af og er misbrugere og helt eller delvist afhængige af det ene eller andet

Af
Elisabeth Balslev

psykoterapeut

Det er min oplevelse, at flere og flere af os er misbrugere og dermed helt eller delvist afhængige af det ene eller det andet.

Misbrug er vores sutteklud, vores trøst, vores omsorgserstatning. Der er klassikerne som alkohol, nikotin, narkotiske stoffer, mad, sukker, sex, medicin, sociale medier, fysisk træning, shopping og ludomani.

Men trøsten varer ikke længe, og efterlader os oftest værre stillet, når det vi dybest set har behov for og længes efter vender tilbage og presser sig på.

Misbruget kan ikke forløse os fra eller hjælpe os med det, der er det egentlige problem.

De fleste af os bærer rundt på uforløste følelser. Vi møder alle fra tid til anden udfordringer, der er svære at håndtere og nogle gange for svære at tackle selv. Uforløste følelser hober sig op.

Mit misbrug er mad

Mit misbrug handler om mad. I perioder hvor jeg føler mig trist eller frustreret, spiser jeg for meget. Når jeg tænker på de mennesker, jeg kender, de mennesker jeg møder gennem mit arbejde som psykoterapeut, og hvem jeg ellers kommer i nærmere kontakt med, ja så er der ikke mange, som kan sige sig helt fri.

For mig at se er det en indikator på et samfund i problemer. Det kan godt være, at vi er et af de rigeste lande i verden, men vi er også et af de lande i verden med den højeste selvmords procent.

Når vi kradser lidt i lakken på de masker, vi bærer, så vælter det ud med betændelse. Udadtil en velfungerende befolkning. Indadtil knap så velfungerende. Vores indre liv med følelserne, behovet for fordybelse, nærvær og ro tager vi ikke alvorligt nok. Blandt andet derfor forskydes den vigtige balance mellem det indre og det ydre liv.

Jeg har haft mange klienter i min praksis, som har klaret sig rigtigt godt på deres arbejde, men som ikke fungerede godt psykisk, når de kom hjem. Der var simpelthen ikke mere overskud tilbage eller hjemme kom følelserne tæt på, og de kræver en anden slags opmærksomhed end intellektet.

Det kan også være omvendt: På arbejdet er det svært, men hjemme indfinder roen sig.

Irrationelle følelser

Følelser er ikke rationelle og vil heller ikke makke ret. For en tid kan de styres, men det er langt mere hensigtsmæssigt at tage dem alvorligt, og finde de bagved liggende årsager til at livet føles svært, og misbrug af den ene eller den anden slags tages i brug. Det er slet ikke usædvanligt at have flere misbrug i spil.

Følelserne og i det hele taget psyken har aldrig haft samme bevågenhed som vores fysiske krop, når det gælder vores sundhed. Det er en skidt prioritering, da jeg mener, de fleste ubalancer og sygdomme har deres udspring i psyken.

Vi skal blive bedre til at passe på os selv og på hinanden. Vi skal blive bedre til at række ud efter hjælp hos fagfolk som psykoterapeuter, psykologer og de mennesker/foreninger der har specialiseret sig i netop misbrug og afhængighedsforhold.

Og jeg håber, at vores sundhedssystem bliver så godt, at vi hjælper lige villigt, om det er en blindtarmsbetændelse der skal fjernes, eller det for eksempel er sorg vi skal have hjælp til at bearbejde. Bearbejdet sorg, kan forhindre et misbrug i at opstå eller udvikle sig yderligere.

Publiceret 20 October 2018 10:00

SENESTE TV