Kim Larsens koncert på Smukfest i år blev set af over 30.000, hvilket formentlig er publikumsrekord for Bøgescenerne. Foto: Per Bille

Kim Larsens koncert på Smukfest i år blev set af over 30.000, hvilket formentlig er publikumsrekord for Bøgescenerne. Foto: Per Bille

Forslag: Skal Dyrehaven have en Lune Larsens Vej eller Rabalderstræde?

Læser foreslår, at Kim Larsen får om ikke en plads så måske en skovsti opkaldt efter sig

Af
Grethe Bo Madsen

En læser, Niels Dygaard, spørger i et læserbrev på debatsiderne, om det ikke er nærliggende at opkalde om ikke en plads eller gade efter Kim Larsen, så måske en skovvej eller skovsti.

"Jeg synes for eksempel, at navnet 'Kim Larsens Sti' vil være oplagt til den sti, der fører fra Capri og hen til friluftsscenen, hvor han har givet så mange så store oplevelser. Han fortjener det s'gu - for nu at slutte i jeres og hans jargon," skriver Niels Dygaard i læserbrevet.

Og den ide er der stor tilslutning til på Facebook. Her er kreativiteten stor og navne som Rabalderstræde, Lune Larsens Vej og Langebro er blandt forslagene, der vidner om Larsens aftryk i mange skanderborgenseres hjerter.

Blandt andet skriver Marlene Kragelund-Leer:

"Så kan man gå på Rabalderstræde midt om natten sammen med Joanna, kvinde min eller hjerterdame."

Om forslaget ender med at blive ført ud i livet står foreløbig hen i det uvisse. Pouls Martin Bonde, formand for Skanderborg Festivalklub og pressetalsmand takker for forslaget:

"Jeg giver forslaget videre til vores indretnings- og udviklingsfolk, som så kan overveje ideen i forhold til næste års festival," siger han til UgeBladet.

Publiceret 09 October 2018 10:30

SENESTE TV