Badutspringsredning: Flot sejr til Skanderborgs damer

Skanderborgs damer satte scoringer ind som perler på en snor i opgøret mod Randers HK

HTH Ligaen Skanderborg Håndbold - Randers HK 25-24 (16-12). Mål for Skanderborg: Stine Holm 6, Trine Knudsen 6, Sidsel Mejlvang 3, Sofia Deen 2, Stine Alnor 2, Stine Kristensen 2, Mette Brandt 1, Marie Aamand 1, Melanie Fuglsbjerg 1, Sofie Sletskov 1.

Med en badutspringsredning i sidste sekund forhindrede Skanderborgs målmand, Anna Kristensen, Camilla Dalby i at udligne for Randers lørdag eftermiddag på Fælleden. Dermed var der dømt sejrsdans til Skanderborgdamerne for første gang i HTH-ligaen, og to point var i hus!

At hjemmeholdet vandt, var dog for de mange tilskuere for så vidt ikke nogen overraskelse – holdet havde været foran med fem mål i store perioder af kampen, og det var kun til allersidst, at Randers kom så tæt på som ét mål fra en udligning. Begge målmænd havde flere 100 procents redninger, men det var Anna Kristensen, som med en scoringsprocent på næsten 54 i den grad pillede pynten af Randers, da hun især til sidst i kampen igen og igen nappede gæsternes skudforsøg.

"Det var hele kollektivet, som var oppe på den store klinge, og der var mange, der strålede i kampen. Vi spillede en god første halvleg med angrebsspil på et rigtig højt niveau. Noget, vi også har arbejdet meget med her i landsholdspausen. Forsvaret var ikke helt på det høje niveau, som vi ved, det kan være. Men nu begynder flere og flere dele af vores spil at fungere, og det afspejler, at vi sagtens kan være med," konstaterer en glad Skanderborgtræner, Kristian Danielsenhan.

"Vi er ekstremt glade for at kunne sætte yderligere to point ind på kontoen, men hvis man kan tillade sig at være en smule ærgerlig, så gav vi dem muligheden for at spille uafgjort - jeg ville godt have lukket den sikkert, men vi er stadig unge og uerfarne i den situation. Det bliver så hektisk og meget kaotisk til sidst, og vi får fokuseret mere på resultatet end på det håndværk, som skulle leveres. Men vi kan være meget stolte af kampen, og super dejligt med en sejr," tilføjer han.

Kilde: Skanderborg Håndbold

Publiceret 09 October 2018 08:00

SENESTE TV