E-Sport er for både børn, unge og voksne. Galten-Skovby E-sport har også et

E-Sport er for både børn, unge og voksne. Galten-Skovby E-sport har også et "oldboys" hold fra 20 år og opefter. Her ses René og Marcus Dahl. Foto: Lotte Gyldenvang

Ny e-sport forening har allerede vokseværk

Der er stor efterspørgsel fra de unge for at samles om computerspil

Af
Lotte Gyldenvang

Galten-Skovby E-sport, eller bare GSE, som foreningen i daglig tale bliver kaldt, blev etableret i maj og havde første træningsdag i lokalerne på Søndergade 19 i juni i år. Alligevel har foreningen allerede 49 medlemmer og flere, der står og tripper for at blive en del af det nye fællesskab.

"Det er bare fantastisk at se, at vi kan samle børn og unge om de populære computerspil under ordentlige forhold. Lige nu er det manglen på flere maskiner, der begrænser foreningen i at optage flere medlemmer," fortæller René Dahl, som er formand for GSE.

Han har selv spillet meget computerspil og fik idéen om at åbne en e-sport forening i Galten, da hans søn Marcus Dahl manglede kompetente trænere til at udvikle sit spil.

Fællesskab om skærmene

"Det giver bare noget andet at sidde sammen med sine medspillere. Det er altid federe, end at sidde alene hjemme på værelset," siger 12-årige Marcus Dahl. Han begyndte at spille Minecraft da han var seks år gammel.

"Nu spiller jeg mest Counter-Strike og en lille smule Fortnite. Jeg spiller omkring fire timer om dagen og drømmer om at blive professionel og deltage i internationale stævner," siger Marcus Dahl.

Han er udemærket klar over de rullende øjne og mange fordomme omkring drenge, der spiller computerspil.

"Sådan havde jeg det også i begyndelsen. At de bare skulle sidde på værelset og lumre foran skærmen hele dagen. Men det er jo ikke anderledes, end når man går i bogklub eller spiller skak. Der er det også udelukkende hjernecellerne, som bliver motioneret," fortæller Laila Simonsen, som er mor til Marcus og en praktisk hjælper i GSE.

Lærer strategi på engelsk

At spille Counter-Strike eller nogle af de andre computerspil, handler nemlig primært om at lægge den rigtige strategi, kommunikere og samarbejde. Mange af spillene foregår iøvrigt på engelsk, så det giver spillerne et nyk opad i det engelske sprog.

"Man spiller i hold og holder strategi-møder inden kampen. Så gælder det for holdet om at overholde aftaler og sammen bekæmpe modstanderen. Uden samarbejde kan man simpelthen ikke vinde," forklarer René Dahl.

Han tilføjer, at de med foreningen underviser børn og unge i netop det at samarbejde, lægge strategier og ikke mindst i god opførsel bag skærmene.

"Nogle steder og ved tuneringer kan mange blive revet med af en stemning. Så råber og skriger de ved skærmene. Men det gavner hverken spillet eller stemningen at råbe, så vi påtager os også rollen at undervise i etik og god moral," siger René Dahl.

Udvider lokaler

Indtil videre har foreningen skaffet startkapital til deres ti maskiner ved et privat indskud. Nu skal foreningen ud og søge fondsmilder og andre sponsorer, så de kan skaffe flere maskiner og imødekomme efterspørgslen på gaming i foreningslivet. Galten-Skovby E-sport har netop modtaget et tilskud fra den skanderborgensiske it-virksomhed, Zitcom, så de nu er i gang med at istandsætte nabolokalet til undervisning og et særskilt tuneringsrum.

"Det er vigtigt, men alligevel sjældent, at e-sport foreninger har et tuneringslokale. Når man sidder som hold og skal spille en vigtig kamp, kan ro omkring spillerne være afgørende for resultatet. Samtidig er det muligt for holdet at tale taktik undervejs, uden andre kan høre dem. Så det er vi meget glade for snart at kunne tilbyde i Galten," siger René Dahl begejstret.

Man kan læse mere om foreningen på www.galten-esport.dk

Publiceret 29 September 2018 11:45

SENESTE TV