Fra madspild til festmåltid i Højvangen

Gavmilde mad-donationer fra Rema og Netto, en ildsjæl og nogle engagerede beboere fra lokalområdet er alt, hvad der skal til for at forvandle en trist historie om madspild til en god historie om fællesskab, integration og festmad

Af
Bettina Sønderskov

frellancejournalist bs@verdenskvinde.dk

"Det er altid lidt en gyser, for jeg ved hverken hvor meget mad, jeg får af supermarkederne, hvilken slags mad eller hvor mange hjælpere, der møder op for at lave maden," siger Mira Bloch, imens hun leder efter en medarbejder i Netto, som kan fortælle hende, om der er stillet mad til side til hende i dagens anledning.

Udover at være byrådsmedlem for Alternativet i Skanderborg er hun også kvinden bag de såkaldte madspilds-fællesspisninger i Højvangen, som løber af stablen hver anden måned.

"Da mine børn var små, spiste jeg altid fra deres tallerkener, hvis de ikke spiste op, for jeg har det meget svært med madspild," siger hun og tager bestik af tre propfyldte kasser med frugt og grønt, som ville have været flere tusinde kroner værd, hvis de var blevet solgt i rette tid.

Netto og Rema1000 donerer råvarerne, som ville have været flere tusinde kroner værd, hvis de var blevet solgt i rette tid. Foto: Bettina Sønderskov

Netto og Rema1000 donerer råvarerne, som ville have været flere tusinde kroner værd, hvis de var blevet solgt i rette tid. Foto: Bettina Sønderskov

Varerne bliver læsset i bilen, inden hun haster videre til Rema 1000, hvor butikschefen hilser hende med ordene:

"Der har vi jo Madam Skrald, og viser hende ud i baglokalet, hvor seks-syv store kasser med bagekartofler, bagerbrød og mere frugt og grønt står og venter.

En god lille gerning

Idéen til fællesspisningen opstod, da Mira Bloch, som tidligere har boet otte år i Levefællesskabet Hertha og nu er flyttet til Skanderborg, begyndte at savne hyggen omkring den fælles madlavning i Hertha.

"Jeg tænkte på, hvordan jeg kunne gøre en god lille gerning og kom så i tanke om, at man kunne kombinere madspild og fællesspisning. Den idé var folkene bag Projekt Højvang med på, og så gik vi jo bare i gang," fortæller hun.

Alle er velkomne til de gratis fællesspisninger også folk, som ikke bor i Højvangen, og da der ofte dukker nogle op, som ikke har tilmeldt sig på forhånd, kan det være svært at vide præcis, hvor mange mennesker, der skal laves mad til. Normalt er der tre hovedansvarlige i madlavnings-gruppen, men i dag er Mira Bloch alene, så hun er spændt på, hvor mange der dukker op fra lokalområdet for at hjælpe til.

Alle er velkomne til de gratis fællesspisninger også folk, der ikke bor i Højvangen. Foto: Bettina Sønderskov

Alle er velkomne til de gratis fællesspisninger også folk, der ikke bor i Højvangen. Foto: Bettina Sønderskov

Mødes over maden

Smilet er stort, da en syrisk kvinde og hendes to døtre pludselig dukker op.

"Nej, hvor godt I kommer. Hvad har I lyst til at lave i dag?" Spørger Mira Bloch.

"Vi har lyst til at lave alt," råber pigerne, slår ud med armene og betragter bordene, der bugner med mad.

Inden længe bliver der produceret frugtsalat og lammefrikadeller i rå mængder.

Imens børnene snitter frugt og spiser wienerbrød, fortæller de med strålende øjne om dengang, de fik lov til at komme i Djurs Sommerland og om, at deres højeste ønske er en at få en have og en trampolin.

"Jeg har altid haft et stort hjerte for de mest sårbare i vores samfund. Man kan gøre så stor en forskel ved bare at møde dem, der hvor de er, og det gør man under sådan en fælles madlavning og efterfølgende middag," siger Mira Bloch.

To glade, syriske piger og deres mor var blandt ade første, der dukkede op for at hjælpe med at lave maden. Foto: Bettina Sønderskov

To glade, syriske piger og deres mor var blandt ade første, der dukkede op for at hjælpe med at lave maden. Foto: Bettina Sønderskov

Et par gråhårede herrer er stødt til selskabet, så nu bliver der også sat farsbrød, tomatsalat og pasta-gryde i produktion i det travle køkken, hvor husholdningsråd, opskrifter og hverdagens begivenheder bliver vendt.

De mange kasser med ”skraldemad” bliver stille og roligt forvandlet til et festmåltid. En flok unge dukker op og begynder at sætte borde og stole op, og klokken 18 sidder en broget flok mennesker af forskellig alder og herkomst bænket omkring bordene i beboerhuset på Poul La Cours Vej.

"Jeg elsker det her tidspunkt, hvor kaos er blevet til orden. Vi fik tømt kasserne med mad, som havde mistet sin værdi. Det hele blev omdannet til en middag og et arrangement, som har stor værdi. Det får mig til at tænke på en undersøgelse, jeg engang læste om, at det, der giver folk størst livskvalitet, er at være med i et fællesskab og at gøre noget for andre," siger Mira Bloch.

Publiceret 28 September 2018 11:45

SENESTE TV