Forlev Spejdercenter nomineret til pris

Spejdercenteret danner ramme om et unikt fællesskab - nu er det nomineret i konkurrencen om 'Fantastiske Fællesskaber'

Af
Lotte Gyldenvang

For enden af den lange grusede Skyggelundsvej i Forlev finder man et naturområde, som gennem 50 år har dannet rammen for et fællesskab blandt spejdere. På Forlev Spejdercenter er det ligegyldigt, hvilken farve spejderuniformen har, for det er et center, hvor frivillige spejdere tilbyder kurser og aktiviteter for alle spejdere fra hele landet fra alle tænkelige korps. Og det har de nu gjort i 50 år.

Mindst to gange om året samles flere hundrede spejdere på de 27 tønder land, som Forlev Spejdercenter råder over, for at få oplevelser i naturen, nye spejdervenner og inspiration til spejderaktiviteter.

Der er omkring 80 aktive frivillige i foreningen Forlev Spejdercenter, der kaldes for lagmænd. De betaler alle et kontingent til foreningen. På den måde er de frivillige medejere af centret. UgeBladet møder to af de frivillige på Spejdercentret til en snak om den forening, de bruger weekender, ferier og fridage på at holde i live, vedligeholde bygningerne og drive kurser og lejre.

Frirum med vennerne

"Vi kommer jo fra hele landet. Men vi er en stor flok, der bor i det østjyske, som hver onsdag mødes herude. Vi er opdelt med forskellige ansvarsområder. Mens nogle slår græs, besvarer andre på mails eller vedligeholder bygningerne. De frivillige i København hjælper til ved at planlægge kurser og projekter," forklarer Sofie Thiellesen, som sammen med Astrid Munch er er lagmænd ved Forlev Spejderforening.

De begyndte begge som spejdere i Det Danske Spejderkorps i henholdsvis Aarhus og Aabenraa. De mødtes på et af de, blandt spejdere, berømte kurser på Forlev Spejdercenter. Efter gentagne lejre blev de spottet som egnede lagmænd. Siden har de holdt spejderånden i live ved at være en del af det frivillige fællesskab sideløbende med studier og fuldtidsarbejde.

"Det er her, jeg har mine bedste venner. Jeg føler ikke, at jeg som sådan udfører et stykke frivilligt arbejde. Det er bare et skønt pusterum, hvor jeg ses hver onsdag med mine venner. Min kæreste er også frivillig herude. Det er en måde at komme ud i naturen og mødes med mine venner på. At jeg så samtidig gør et stykke arbejde for at holde centret kørerende, er bare et plus," siger Astrid Munch. Sofie Thiellesen nikker bekræftende.

"På et tidspunkt talte vi på mit studie om frivilligt arbejde. Jeg tænkte, at jeg måske snart skulle give mig i kast som frivillig. Men så gik det op for mig, at det jo netop er det, jeg gør med Forlev Spejdercenter. Det forklarer faktisk ret godt, at selv om vi udfører frivilligt arbejde, så gør fællesskabet, at det føles som en ren fritidsfornøjelse," lyder det fra Sofie Thiellesen.

Pris for fællesskab

Fællesskabet blandt de frivillige på Forlev Spejdercenter er så unikt, at det er nomineret i konkurrencen om 'Fantastiske Fællesskaber' ved TV2 Østjylland. Der er 50.000 kroner på højkant. Hvis foreningen vinder, går de videre til den landsdækkende finale.

"Vi kan potentielt vinde 150.000 kroner. Det vil virkelig kunne mærkes i foreningskassen," siger de to frivillige og uddyber, at pengene kan bruges på vedligeholdelse af eksisterende bygninger og etablering af nye. Der er eksempelvis lige investeret i en ny bygning med toiletter og bad og en sovesal er ved at blive til. Forlev Spejderforening tjener penge ved at afholde kurser, lagmændenes kontingent og udlejning af lokaler.

Fællesskabet skabte Forlev Spejdercenters logo under 50 års jubilæet i august. Pressefoto

Fællesskabet skabte Forlev Spejdercenters logo under 50 års jubilæet i august. Pressefoto

Der er i forbindelse med nomineringen af prisen for 'Fantastiske Fællesskaber' lavet en filmpræsentation af de frivilliges arbejde og sammenhold, som man kan se på www.tv2ostjylland.dk/ff. Sidste frist for at stemme på Forlev Spejdercenter er 23. september ved at sende en sms "OJ 4" til nummer 1272.

"Filmen viser ikke så mange spejdertørklæder, bål og rafter, men en levende brainstorm, som vi lagmænd laver forud for de mange kurser. Det ser sjovt ud, og det er lige præcis også, hvad det er," siger Astrid Munch.

Foreningen råder over et 'sommerhus', som er fyldt med alverdens udklædning. Det har eksisteret siden Forlev Spejdercenter startede i 1968 på Ravnsøcenteret beliggende ved Ravnsø lidt øst fra Ry. I 1977 flyttede centeret til den nuværende placering, cirka fire kilomter nordvest for Skanderborg og skiftede navn til Forlev Spejdercenter. 50 års jubilæet blev fejret en hel uge i august, blandt andet med lagmænd, der var med til at starte foreningen op.

For alle lokale borgere

Området er for nogle borgere måske en ukendt perle af natur og lokaler, man kan leje til familiefesten eller firmakonference.

"Vi holder også teambuilding for virksomheder, skoler og kommunen. Vores lokaler udlejes til bryllupper og andre festligheder," fortæller Sofie Thiellesen og uddyber, at alle er velkomne til at gå ture og overnatte i centrets sheltere.

Publiceret 19 September 2018 10:00

SENESTE TV