Jørgen Gaarde modtog 2027 underskrifter mod lukningen af busrute 107.

Jørgen Gaarde modtog 2027 underskrifter mod lukningen af busrute 107.

2027 protester mod lukningen af rute 107

Bus nummer 107 er en livsnerve for folk i Ejer Bjerge-området

Af
Claus Sonne

Mandag morgen fik borgmester Jørgen Gaarde (S) på rådhuset overrakt helt nøjagtigt 2027 underskrifter mod den lukning, der kan ramme busruten 107 mellem Skanderborg og Horsens.

Jens Ulrik Østergaard fra Tebstrup er blandt initiativtagerne til underskriftsindsamlingen, og han ved ganske udmærket, at der er Region Midtjylland og ikke Skanderborg Kommune, der træffer en afgørelse om busruternes fremtid.

"For os handler det om at gøre så meget opmærksomhed som muligt om, at vi i området omkring Ejer Bjerge er ved at miste en af de helt store livsnerver," siger Jens Ulrik Østergaard og tilføjer:

"For os er det jo lige meget, om det er Regionen eller Skanderborg Kommune, der driver rute 107, bare den kører."

God udvikling truet

Jens Ulrik Østergaard peger på, at rute 107 er den eneste busforbindelse mellem Skanderborg og Horsens. Og at den derfor spiller en vigtig rolle for mange forskellige grupper i lokalsamfundet.

"De unge bruger bussen til at komme til deres uddannelsessteder i enten Skanderborg eller Horsens. Og for alle de, der ikke har bil, og det gælder blandt andet mange ældre mennesker, er 107'eren den eneste mulighed for at kunne deltage i aktiviteter uden for det nærmeste nærområde," siger han og kalder busruten for en livsnerve.

"Vi synes, vi har gang i rigtig mange gode ting i vores del af Skanderborg Kommune, og vi frygter, at en manglende busforbindelse vil få tingene til at gå den modsatte vej," lyder det.

De 2027 underskrifter, der mandag blev afleveret til Jørgen Gaarde, er blevet indsamlet på bare syv dage. Den store opbakning glæder Jens Ulrik Østergaard og de øvrige initiativtagere til indsamlingen.

"Det viser for det første, at det her er et emne, der betyder meget for mange. Og så kan vi se på de, der har skrevet under, at det ikke bare er os i Skanderborg Kommune, der har behov for at komme til Horsens. Det gælder også den anden vej," siger Jens Ulrik Østergaard.

Underskrifterne er også sendt til regionsrådsmedlemmerne Anders Kühnau (S) og Jørgen Nørby (V) samt til byrådet i Horsens Kommune.

Publiceret 12 September 2018 11:30

SENESTE TV