Silas er videre i 'LIVE':

Fantastisk god kemi mellem Lina og mig

18-årige Silas fra Galten er videre i DR's nye underholdningsprogram 'LIVE' med sin drømmecoach

Af
Grethe Bo Madsen

Galten "Kemien mellem Lina og mig er fantastisk god, synes jeg, og jeg håber virkelig, Lina mener det samme."

18-årige Silas Huusom fra Galten har tidligere deltaget i talentshows - også internationalt - og lige nu er han en af de heldige få, der er gået videre i DR's nye underholdningsprogram 'LIVE'. Her fik han den coach, han drømte om, nemlig Lina Rafn, men han høstede også roser for sin præstation hos Sanne Salomonsen.

"Både Sanne og Lina er helt fantastiske og virkelig søde mennesker. Sanne er en stor energi bombe, og Lina har en rigtig fed humor, men er også striks. de er vidt forskellige, og jeg er yderst tilfreds med at få Lina som Coach. Jeg er slet ikke i tvivl om, at jeg er havnet det helt rigtige sted for mig," fortæller han til UgeBladet.

I den første udsendelse af 'LIVE', fik deltagerne blot 30 sekunder til at overbevise Sanne Salomonsen og Lina Rafn om, at de har potentiale til at gå videre.

"30 sekunder er ikke meget at imponere på, men helt ærligt, så er det jo sådan det er i dag med musik. Hvis en performer kke fanger dig meget hurtigt med sin optræden og musik, så er du hurtigt zappet videre, så det har jeg det helt fint med," konstaterer han.

I sidste uge var Silas i DR Byen til sin første coach session med Lina Rafn.

"Jeg må tage turen til staden, når det passer ind i hendes program, men heldigvis kan meget jo klares over mobilen og mail, så jeg ligger ikke og rejser frem og tilbage hele tiden," forklarer Silas, der også mødte stylister og vocal coaches, mens han var i DR Byen.

"De er virkelig så søde alle sammen. Stylisterne er vildt fede og havde nogle rigtig cool ideer til mig. Snakken med Lina handlede meget om at sætte ord på, hvad min fremtidsvision er, så vi lærer hinanden bedre at kende. Vi talte også om, hvad jeg skal arbejde på, og hvordan mit show skal være og hvilke artister, jeg relaterer til."

Denne uges 'LIVE' er den sidste audition. Derefter vælger de to coaches hver to mandlige og kvindelige solister ud samt to bands, som går videre i showet.

"De vælger de deltagere de klinger bedst med og som de føler kan give mest til showet, og jeg håber selvfølgelig, at jeg bliver en af dem," siger Silas, gennem flere år har arbejdet dedikeret på at skabe sig en fremtid indenfor showbizz.

"Jeg brænder stadig for musikken og spiller alt det, jeg kan. Det kræver meget tid, disciplin og vilje. Jeg er så heldig at have mennesker omkring mig, som støtter mig 100 procent, og det er jeg meget taknemlig for. Hvis man drømmer om noget, så skal man gå efter det."

Silas sammen med resten af den gruppe, der fik Lina Rafn som coach. Pressefoto

Silas sammen med resten af den gruppe, der fik Lina Rafn som coach. Pressefoto

Publiceret 11 September 2018 10:30

SENESTE TV