Ronni på job som dronepilot i kommunens tjeneste

Planlægning af et kommende boligområde ved Låsby foregår blandt andet via luftfotos

Af
Erland Rasmussen

Solen står højt på en skyfri himmel og skinner denne dag så kraftigt, at man skal have hånden helt ned til panden for at skygge for øjnene, der leder efter en lille, hvid prik højt oppe på den blå himmel.

Det hjælper faktisk at lytte efter motorlyden, der lyder lidt som en humlebi eller måske snarere en lille sværm af slagsen, når man skal finde den lille, hvide flyver.

Lystrer mindste vink

Prikken kommer nærmere og nærmere og ned fra sit skjul helt oppe fra 90 meters højde.

Meget tættere ved jorden kan man i bunden af den se nogle kendingsbogstaver: SKB2GIS og TBST nr. 10982. De indviede vil vide, at det blandt andet betyder, at det er en drone, og at den tilhører Skanderborg Kommune.

Den flyver stille og roligt og meget stabilt. Det er da også en erfaren dronepilot med certifikat fra Luftfartsstyrelsen, som solidt plantet på jorden - og i øvrigt udstyret med de uundværlige pilotbriller -styrer joysticket, som dronen lystrer med mindste vink.

Dronepiloten hedder Ronni Fjorvald Søe. Han er uddannet på universitetet i naturgeografi og er såkaldt GIS-medarbejder i afdelingen for Kort og GIS i Skanderborg Kommune. Det vil sige, at Ronni er ekspert i geografiske informationssystemer.

Formålet med dagens flyvninger er at indsamle billedmateriale over et område på Klankballevej, der ligger bag ved kirken i Låsby. Billederne skal bruges i forbindelse med planlægning af et kommende boligområde bestående af forventet 250-300 boliger, der skal placeres på et areal på ikke mindre end 33 hektar. På arealet skal der blandt andet være plads til en del regnvandsbassiner.

En god illustration

Med til droneflyvningen er der også to medarbejdere fra Plan- og Byudvikling, der har bestilt flyvningen. Det er Pernille Helmer og Vivi Maagaard.

"Vi skal lave en strukturplan for et stort byudviklingsområde. Det er en lang proces, som vi lige er begyndt på. Luftfotografierne skal bruges til en hjemmeside, så først politikerne og siden borgerne vil kunne se, hvordan området kan komme til at se ud," forklarer Pernille Helmer og Vivi Maagaard.

Ronni Fjorvald Søe supplerer, at den særlige teknik med at bruge luftfotografier, gør det hele meget mere tilgængeligt for folk.

"Det er en anden måde at illustrere pointerne på, og hvor man eksempelvis kan tegne ting ind og panorere hen over området, så man kan se det hele i sammenhæng," uddyber Ronni Fjorvald Søe.

Op i luften igen

Vi går nu længere ind i området for at sende dronen op igen. Den bliver efter hver flyvning møjsommeligt pakket sammen i en tilhørende kuffert, der beskytter flyet mod stød. Og så pakket ud igen, når Ronni sender den på en ny flyvetur.

Dronen koster cirka 10.000 kroner plus udstyr. Den har fire propeller og er udstyret med kamera til 20 megapixel stillbilleder og 4K video. Ronni flyver ikke længere væk med dronen, end han kan holde øjenkontakt med den.

F.v. Vivi Maagaard, Ronni Fjorvald Søe og Pernille Helmer.

F.v. Vivi Maagaard, Ronni Fjorvald Søe og Pernille Helmer.

Som uddannet dronepilot skal han også kende alle regler for, hvordan der skal flyves, hvis det er i nærheden af boliger.

På Klankballevej er det dog helt uproblematisk, fordi der lige nu mest af alt er bølgende kornmarker.

"Hjemme ser jeg altid billederne igennem for at konstatere, om der er noget på, der eventuelt skal sløres," kommenterer Ronni Fjorvald Søe, som sætter en ære i at overholde alle regler.

Publiceret 11 July 2018 10:30

SENESTE TV