Lene husker Uge-Bladet som en ganske særlig arbejdsplads, der var præget af en familiepræget omgangstone og et sted, hvor

Lene husker Uge-Bladet som en ganske særlig arbejdsplads, der var præget af en familiepræget omgangstone og et sted, hvor "man passede på hinanden.

Da fotografen kom ud af mørket

Lene Storm fortæller om sine år på en ganske særlig arbejdsplads

Af
John Pedersen

Hun har plantet træer i Himalaya. Været med til at understøtte 80 børn i slumkvarterer i Indien og været med til at formidle mikrolån til 2000 kvinder i Delhis slumkvarterer i Indien. Navnet er Lene Storm. Profession fotograf og teknisk assistent.

Den mellemfolkelige indsats til gavn for både mennesker og miljøet i den tredje verden er sket gennem organisationerne 'Bedstes Børnehjælp' og 'Plant et træ i Himalaya'.

Men fotografen Lene Storm har også boltret sig mere lokalt på hjemmebane i Skanderborg, hvor hun i perioden fra 1989 og 2005 var ansat på UgeBladet Skanderborg.

Ikke fuldt og helt i hele forløbet, men i flere omgange som afløser for en yngre kollega, der var med Lars Lilholt rundt på musikalske turneer i det ganske land.

Sort-hvide billeder

Da Lene kom til UgeBladet var det stadig med sort-hvide billeder i avisen. Senere blev det så man kunne bringe farvebilleder på enkelte sider.

På den tid tilbragte fotograferne en god del af deres arbejdstid i mørkekammeret og levede her lidt deres eget liv.

Med digitaliseringen kom der mange og store omvæltninger, som man lige skulle vænne sig til.

"Jeg var ikke hooked på den nye teknik i starten og tænkte, nej nu holder det."

I den fase nød Lene godt af dygtige kollegers hjælp. Hun husker endnu en søndag, da hun var ved at miste sine billeder fra en håndboldkamp. Billeder, der skulle i avisen til om mandagen.

"Så måtte jeg ringe til en kollega, der var på ferie i Italien, og så måtte han guide mig igennem, så billederne til avisen blev reddet. Jeg tør næsten ikke tænke på telefonregningen for den samtale," ler Lene Storm, der husker det at "komme op i lyset" som en meget stor omvæltning.

"Det gjorde også noget for min funktion på redaktionen og blev pludselig en mere integreret del af det daglige virke. Jeg begyndte også at læse korrektur for at par kvindelige journalister på redaktionen og kunne komme med flere tips til historier."

Lene Storm fortæller, at hun oplevede den gamle bladejer Peter Knudsen i sin første tid på bladet.

"Men jeg husker meget bedre hans hustru Metha, der kom med småkager til os på redaktionen. Det var rigtig hyggeligt."

At UgeBladet var et familieforetagende og et ganske særligt af et af slagsen, er Lene ikke i tvivl om.

"Der var en meget familiepræget omgangstone på bladet. Meget anderledes end det, jeg havde oplevet på større arbejdspladser og i det offentlige, da jeg var ansat i Vejdirektoratet."

De tætte relationer mellem familien og de meget trofaste medarbejdere betød også, at man deltog i hinandens fester og i øvrigt passede godt på hinanden.

"Og så var det en arbejdsplads, hvor man som medarbejder var mere end velkommen til at give sit besyv med overfor ledelsen. Og det var meget givtigt for os alle."

Publiceret 22 June 2018 13:00

SENESTE TV