"Kære Anders, kan du ikke lige skrive en ny Skanderborgsang?" UgeBladet har bedt sangeren og sangskriveren Anders Graae fra Gl. Rye om at skrive en i forbindelse med vores 75-års jubilæum. En sang, der skal favne hele kommunen og fortælle om vores fælles DNA. Foto: Grethe Bo Madsen

Portræt: "Sangen binder det hele sammen"

Sanger og sangskriver Anders Graae er lidt af en moderne trubadur. Lige fra han var lille, har han elsket at sætte musik og ord til alt det, han oplevede. Nu har han forsøgt at fange det særlige Skanderborg-DNA i en ny sang, der favner os alle

Af
Grethe Bo Madsen

"Arbejdet med musikken og sangskrivningen er stadig meget lystbetonet for mig. Det er noget, jeg finder utrolig stor glæde i, selvom jeg efterhånden har gjort det i mange år, og også professionelt arbejder med det som underviser på konservatoriet. Jeg elsker simpelthen den her fornemmelse af at skabe noget."

Hatten sidder som altid lidt skubbet om i nakken, og smilet er ægte og varmt, selvom sangeren og sangskriveren fra Gl. Rye måtte vente pænt længe på, at journalisten nåede frem.

Nu er der endelig the i koppen, og Anders uddyber, hvad det egentlig er, der er så specielt ved at arbejde med sang og musik.

Har altid skrevet sange

"Jeg holder rigtig meget af det fællesskab, der er omkring sangen. Det, at sætte ord på noget, som er vigtigt, enten for mig selv eller for dem, som skal bruge sangen. Det er ord, der har en mission," griner han.

"Jeg har altid været optaget af at skrive sange. Lige fra jeg var helt lille, har jeg nydt at sætte musik og ord sammen. Finde den rigtige balance mellem, hvordan jeg følte inden i og det, jeg oplevede udefra. Det er SÅ god en fornemmelse. Det er nok mit største drive."

Efter et lille pause tilføjer han eftertænksomt:

"Jeg tror, det er det, der har drevet mig i en bestemt retning faktisk hele mit liv. Fået mig til at dygtiggøre mig musikalsk og fin-tunet mig til at omforme det, jeg har i mig og det, jeg oplever, til sange og musik, og til at hjælpe andre med at gøre det samme. For mig er det stadig lige sjovt at hjælpe andre til at få kontakt til noget i dem selv, som de gerne vil udtrykke via sang. Det er faktisk en følelse, jeg kan blive virkelig høj af."

Men det kan også være en kilde til stor frustration, som for eksempel når den lokale ugeavis beder en om at skrive en ny Skanderborgsang til sit jubilæum - en sang, der forresten også lige skal favne alle i hele kommunen.

En ny Skanderborgsang

"Ja, det var faktisk noget af en udfordring. For hvad Hulan er det lige, der er vores fælles DNA. Er der noget unikt, vi alle er rundet af? Det er en stor mundfuld, men også virkelig spændende at undersøge."

Det er langt fra første gang, Anders skriver sange om et område. I en periode fra 2015-2017 var han med i Kulturring Østjylland projekt 'Kultur på hjul', hvor han besøgte 18 østjyske landsbyer og skrev en sang om dem. I Skanderborg har skrev han således sange til Fruering, Herskind og Sjelle. Ind i mellem har han også været med i et projekt i Aarhus, hvor han som del af et medborgerskabsprojekt sammen med borgerne i Tilst og Hasle skrev om 'Lyden af mit Aarhus' i de to forstæder.

Men hvor det i forbindelse med de projekter handlede om små afgrænsede landsbyer, så er udfordringen nu at finde det fælles for et meget større område, ja. findes det egentlig?

For at finde et svar på det, har Anders talt med en lang række nøglepersoner i kommunen lige fra borgmesteren og en længere række af forskellige lokale kulturformidlere til en stor flok af velvillige unge på uddannelsesinrtitutionerne på Campus.

"Jeg har talt med og lyttet til en en hel masse spændende mennesker, og jeg er helt proppet med input. Og så er jeg nok også blevet lidt overvældet, af den meget spændende historie, der knytter sig til det område, der i dag udgør Skanderborg Kommune."

Rød tråd er fællesskabet

"Og lige meget hvem, jeg har talt med, så har alle på et eller andet tidspunkt nævnt sammenholdet og fællesskabet som noget helt særligt for Skanderborg. Det er den røde tråd, der går igen. Fællesskabet, det nære, og samværet med hinanden. Både i de små og store fællesskaber. Og det er faktisk anderledes end alle de andre steder, hvor jeg har været ude og lave sange," fortæller han.

"Tidligere var Skanderborg et overskudsområde i kraft af beliggenheden, og man har kæmpet sammen og stået side om side i svære tider for at forsvare området. Skanderborg er også et overskudsområde i dag. Vi har overskud til at hjælpe og til at ville hinanden. Det skaber gode betingelser for at skabe og dyrke fællesskaber, også uden at vi lukker os alt for meget om os selv. Jeg tror i virkeligheden det er det, alle mennesker søger. Fællesskabet. Og så finder vi det i forskellige størrelser, som passer os bedst."

På redaktionen er vi faktisk helt sikre på, at Anders har løst opgaven til fulde.

I hvert fald fik vi frydefulde kuldegysninger og gåsehud, da han i sidste uge lagde vejen forbi med sin guitar og ur-opførte sangen i vores lille køkken.

Sangen skal Anders selv synge ved vores jubilæumsfest lørdag 23. juni, sammen med Skanderborg Kulturskole.

Publiceret 17 June 2018 14:00

SENESTE TV