Buldrende Harley-drøn og vind i håret på Sølund

I et par kærlige timer tirsdag sørged Harley-bikerne fra HOG Chapter 1 Aros for glædeshvin på Sølund Musik-Festival

Af
Grethe Bo Madsen

Sølund Det bliver hverken større, smukkere eller mere kærligt, end når Harley Davidson bikerne fra HOG. Chapter 1 Aros indtager Sølund Musik-Festival.

I år var det fjerde gang de smukke maskiner med brølende motorer i kortege kom kørende ind på festivalpladsen fra Dyrehaven. En oplevelse, der sendte frydefulde kuldegysninger gennem de mange festivalgæster, der spændt ventede på en Harley-tur gennem sølund.

"Første år kom vi med en gavecheck, fordi vi havde nogle penge, vi gerne ville forære til festivalen. Siden har vi bare haft lyst til at komme igen og igen. Vi smiler hele vejen herned, hele tiden mens vi er her, og hele vejen hjem igen," fortæller en storsmilende Keld Thyregod, director for HOG (Harley Owner Group) Chapter 1 Aros fra Aarhus.

Der var rift om at komme bag på de store Harley-maskiner. Keld Thyregod og de 30 andre bikere havde rigeligt at se til i de godt halvanden time, de besøgte Sølund Musik-Festival. Foto: Grethe Bo Madsen

Der var rift om at komme bag på de store Harley-maskiner. Keld Thyregod og de 30 andre bikere havde rigeligt at se til i de godt halvanden time, de besøgte Sølund Musik-Festival. Foto: Grethe Bo Madsen

"Vi griner om kap med dem, vi har på bagsædet. Vi elsker dem, og vi har da stærkt indtryk af, at de også er ret vilde med os," konstaterer han.

"Der er ikke nogen enkeltoplevelse her, der er bedre end andre. Det er de bedste oplevelser hver gang. Om det er en lille stille pige, der ikke siger et ord overhovedet, men hvor du bare kan mærke, at hun er helt vild med det, eller om det er en 100 kilo tung mand, der griner højt, råber og hygegr sig, det er fuldstændig den samme skønne oplevelse for os. Det er helt unikt," understreger Keld Thyregod.

Motorcykelklubben fra Aarhus har på fire år skabt en tradition, der er et af de største tilløbsstykker på Sølund Musik-Festival.

"Vi glæder os helt vildt til at komme igen. Efter det første år, spurgte jeg festivalleder Lasse Mortensen, om vi måske måtte komme igen året efter. "Ja da!" svarede han til det. Og da vi så havde været her året efter og jeg ige spurgte, om vi måtte komme en tredje gang, så sagde han "Behøver du virkelig spørge om det!". Så jeg er ret sikker på, det er en fast tradition nu."

I alt 30 bikere fra Harley Davidson motorcykelklubben i Aarhus var med på Sølund. HOG er verdens største motorcykelklub med over 1,2 millioner medlemmer på verdensplan. I Danmark har klubben cirka 1200 medlemmer, mens HOG Chapter 1 Aros har 350 medlememr.

Publiceret 13 June 2018 14:00

SENESTE TV