Indbrud gav problemer for Alken Vandværk

I fem dage i sidste uge måtte borgerne i Alken koge deres vand efter et indbrud på vandværket

Af
Af Grethe Bo Madsen

Formand for Alken Vandværk, Bo Kokholm, kunne fredag ånde lettet op.

Bakteriologiske prøver og en såkaldt GC/MS screening, der anvendes til at identificere kemiske stoffer i vandet, viser, at vandværkets vand er helt i orden, og at anbefalingen om at koge vandet kan ophæves. Vandet fra Alken vandværk kan derfor igen drikkes helt som vanligt.

"Kogeanbefaling i Alken er ophævet. Vi har modtaget resultatet af de bakteriologiske analyser, og de viser heldigvis, at der ikke er nogen bakteriologisk forurening. Foruden resultatet af den bakteriologiske kontrol, har vi også modtaget resultatet af en GC-MS Screening. Heller ikke denne screening viser noget unormalt," skriver Bo Kokholm på vandværkets hjemmeside.

"Som en tilføjelse kan vi også nævne, at vi i mandags igangsatte de nye udvidede analyser for pesticider. Vi er dermed lidt på forkant i forhold til myndighedskrav, som forventes at træde i kraft senere på året. Jeg vil dog understrege at vi aldrig har fundet pesticidrester i vores vand så dette er blot for at sikre, at vi er på forkant med nyeste viden på området," tilføjer formanden.

Beskeden kom oven på flere dage, hvor usikkerhed omkring følgerne af et indbrud forrige weekend betød, at borgerne i Alken blev opfordret til at koge vandet, inden de drak af det. Bestyrelsen var nødt til at træffe den forholdsregel, da man ikke kunne udelukke at tyvene havde åbnet rentvands-tanken.

Bo Kokholm formoder, at tyvene har været på jagt efter skrot.

"Der blev stjålet nogle gamle vandure og en udtjent pumpe, så det er formentlig skrottyve, der har været på spil. Vi har umiddelbart vurderet, at værdien af det stjålne er mindre end selvrisikoen på vores forsikring. Sagen er dog naturligvis politianmeldt, og vi vil vurdere, om der skal rejses en forsikringssag, når vi har overblik over ekstra omkostninger til vandanalyser."

Publiceret 12 June 2018 07:30

SENESTE TV