Skål:

Sølund Musik-Festival har fået sin egen øl

Skanderborg Bryghus har fremstillet en øl, der støtter Sølund Musik-Festival økonomisk

Af
Claus Sonne

Et varmt hjerte.

Sådan beskriver Lars Kromann, direktør på Skanderborg Bryghus, husets følelser over for Sølund Musik-Festival, der løber af stablen 12.-14. juni. Og de følelser har nu kastet en øl af sig - Tov'li Øl kaldet.

Øllen, der har en alkoholprocent på 6,4 og er brygget på bygmalt, er blevet solgt i dobbelt forstand til 30 lokale virksomheder, herunder UgeBladet. Virksomhederne har givet et beløb for at få deres navn sat på indersiden af etiketten, lige som de har fået en flok fysiske øl leveret. De penge, sponsorerne har betalt, bliver, når bryghusets omkostninger ved at producere øllen, givet til festivalen.

Også på fustage

"Der er i alt brygget cirka 900 liter øl, og ud over sponsor-flaskerne har vi gemt lidt i en fustage, så man kan købe øllen på selve festivalen," fortæller Lars Kromann, der ikke har haft problemer med at finde sponsorer til projektet.

"De eneste, der har sagt nej, er dem, der i forvejen støtter festivalen. Ellers har der været åbne arme hele vejen rundt - ikke overraskende, for Sølund og festivalen er noget, alle kan bakke op op. Skanderborg Bryghus kommer ikke til at tjene en krone på det her, og det glæder mig, at vi kan sende en stor check i retning af Sølund," siger Lars Kromann.

Publiceret 04 June 2018 10:30

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV