Klima-cool kommune:

Skanderborg i top med klimavenlige projekter

Kun Aarhus har flere klimaprojekter end Skanderborg blandt de midtjyske kommuner

Realdania og Sustania udgav i den forgangne uge publikationen Klima100, der samler 100 af de bedste klimaprojekter i Danmark. Og her er Skanderborg med helt i top blandt de midtjyske kommuner med fire unikke klimaprojekter, kun overgået af Aarhus, der har 11 klimavenlige projekter med på listen.

De fire projekter i Skanderborg Kommune er Skanderborg Fælled, Låsby Søpark, Bæredygtighed i dagsinstitutioner og en såkaldt permavej i Galten, som kan opsamle og opbevare regnvand.

"Vi er stolte over at have fire projekter med i Klima100 som mellemstor dansk kommune. Vi prioriterer bæredygtighed og borgerinddragelse, og det skinner også igennem i de udvalgte projekter. Det er fire gode og utraditionelle tiltag, som gør en forskel for miljøet og lokalsamfundet," siger borgmester Jørgen Gaarde (S).

Ambitiøse kommuner

Det er første gang de danske kommuners klimaindsatser bliver kortlagt på så omfattende vis. I alt 80 kommuner er repræsenteret blandt de 100 klimaprojekter i publikationen.

"Klima100 er et vidnesbyrd om, at kommunerne hverken mangler ambitioner, opfindsomhed eller handlekraft, når det gælder om at bekæmpe klimaforandringerne lokalt og tilpasse land og by til et foranderligt og uforudsigeligt klima," fortæller Anne Skovbro, filantropidirektør i Realdania.

De 100 projekter til Klima100-publikationen er blevet vurderet og udvalgt af Sustainia på baggrund af et pointsystem baseret på syv kriterier: Klimaeffekt, Merværdi, Innovation, Samarbejde, Borgerinddragelse, Skalérbarhed og Videndeling.

Klima100-publikationen med beskrivelser af de enkelte projekter kan downloades på realdania.dk/klima100.

-bo

Publiceret 04 June 2018 07:32

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV