Stengaard og sonaterne: Klavermaraton i Skanderborg

Frode Stengaard er på vej til koncert nummer syv af ni, hvor han spiller samtlige Beethovens 32 klaversonater

Af
Erland Rasmussen

"Alle Beethovens 32 klaversonater spillet på ni koncerter."

Sådan lød den opgave, den lokale klaversolist, Frode Stengaard, stillede sig selv for et par år siden.

To årigt projekt

Stengaard er nu på vej til at fremføre yderligere fire af Beethovens klaversonater i koncert nummer syv i Kirkecenter Kirkebakken lørdag 26. maj klokken 16, og dermed kan han se enden på projektet, der begyndte med første koncert tilbage i september 2016 og slutter med de sidste to henholdsvis 29. september og 17. november i 2018.

Kun tredie gang

Musikkyndige ved, at det er et kæmpeopgave at spille alle Beethovens 32 klaversonater i en koncertrække. Men det er samtidig også et projekt af Danmarks-historiske dimensioner.

Frode Stengaard har nemlig fundet frem til, at det kun er tredie gang, det er sket siden midten af 1900-tallet. Det siger noget om omfanget af opgaven med at spille samtlige 32 sonater, at kun to i Danmark har gjort det før Frode Stengaard i det tidsinterval.

Det er heller ikke for begyndere. Selv om Beethovens sonater er forskellige, så kræver det et højt teknisk niveau at spille dem. En af dem, der opføres på koncert nummer otte, hedder Hammerklaversonaten.

Det har været en succes med fuldt hus hver gang, og man kan mærke, at folk følger med i den historie, jeg også gerne vil formidle.

"Den varer 50 minutter, og den er faktisk lidt frygtet, fordi den teknisk hører til en af de største udfordringer," uddyber Frode Stengaard, der dog har spillet denne sonate flere gange tidligere.

Frode Stengaard, der her i byen er kendt som mangeårig organist i Slotskirken, erkender da også, at det kræver megen øvelse, specialuddannelse og også gerne erfaring for at have tilstrækkelig ballast til at spille Beethovens klaversonater.

Kronologisk rækkefølge

Stengaard har således gennemført solistuddannelser på konservatoriet både på orgel og på klaver, og sidstnævnte er baggrunden for, at Frode Stengaard overhovedet har kunnet give sig i kast med projektet.

Skanderborg-pianisten har tillige valgt at spille sonaterne i kronologisk rækkefølge, og det er der ingen, der har gjort før. På den måde får tilhørerne mulighed for at følge Beethovens kunstneriske udvikling. Meget tyder på, at det har tiltrukket publikum.

Populære koncerter

I hvert fald er koncerterne meget populære.

"Det har været en succes med fuldt hus hver gang, og man kan mærke, at folk følger med i den historie, jeg også gerne vil formidle," siger Frode Stengaard, der til de første koncerter også har haft god hjælp af tidligere lærer Knud Ernst Jensen fra Realskolen, som har fortalt musikhistorien bag sonaterne.

Frode Stengaard, der fylder 70 år til september, har trappet lidt ned. Men han er stadig docent ved Jyske Musikkonservatorim, og indtil sidste år var han tilknyttet Aarhus Symfoniorkester som fast assistent. Dertil kommer utallige koncerter, ligesom Frode Stengaard allerede blev organist i en kirke ved Hvide Sande i 1962 og siden 1969 organist i Slotskirken i Skanderborg.

Hvorfor jeg bliver ved? At spille musik er ikke et arbejde for mig, men en stor del af mit livsindhold.

Selv om det indtil nu er blevet til imponerende 49 års virke i musik, så skal der stadig øves hver dag.

"Hvis jeg har fri, så kan det blive til fem til seks timer hver dag, mens det kun bliver en til to timer, når jeg skal på arbejde også. Jo, det er noget, der kræver en stor arbejdsindsats," lyder det fra Frode Stengaard.

Svaret kommer hurtigt, når man spørger Frode Stengaard om, hvorfor han er gået i gang med det aktuelle projekt med Beethoven?

Rager op over andre

"Beethovens 32 klaversonater er et hovedværk i klaverlitteraturen og for pianister. Han er en ener og rager op over alle andre. Hver enkelt sonate er forskellig fra den anden og en ny udtryksform. Nogen er bedre end andre, men de er alle gode," siger Frode Stengaard.

Hvorfor bliver du ved med at spille, øve og arbejde, når du egentlig har nået pensionsalderen og kunne stoppe?

Fine Steingraeber

"At spille musik er ikke et arbejde for mig, men en stor del af mit livsindhold. Man kunne jo godt have blevet ved med at spille, selv om man var stoppet med at arbejde. Men der ligger også et instinkt i gerne at ville spille det for nogen, og det giver arbejdet mulighed for," uddyber Frode Stengaard, som samtidig også glæder sig over at kunne spille på Kirkecenter Kirkebakkens fine Steingraeber flygel.

Koncert nr. 7

Programmet for koncert nummer syv består af fire meget forskellige sonater, som dog har det til fælles, at de er forholdsvis korte. Frode Stengaard skriver om sonaterne:

"Den første sonate opus 78 står i Fis-dur og kan næsten høres som en, lang kærlighedserklæring. Derfor har den tyske komponist og pianist, Carl Reinecke, sagt, at man skal spille den "für sich", altså for sig selv!

Frode Stengaard er kun den tredie i Danmark til at spille samtlige klaversonater i en koncertrække siden midten af 1900-tallet.

Frode Stengaard er kun den tredie i Danmark til at spille samtlige klaversonater i en koncertrække siden midten af 1900-tallet.

Opus 79 i G-dur har betegnelsen sonatine, og den letflydende, charmerende musik er næsten færdig, før man får set sig om.

Mere storladen er opus 84a i Es-dur. Den er takket være forlæggeren Breitkopf kendt som "Les Adieux", selv om Beethoven på dette tidspunkt faktisk midlertidigt var gået over til at bruge tyske tempo- og karakterbetegnelser. På titelbladet har han egenhændigt skrevet "Das Lebewohl".

Med sine tre satser, benævnt Afsked, Fravær og Gensyn er musikken måske noget af det nærmeste, Beethoven kommer egentlig programmusik.

Til sidst den to-satsede sonate i e-mol, opus 90. Her er vi tilbage i den "rene" musik, og tilbage står så kun de fem store sonater fra opus 101 til 111, som man kan høre efter sommerferien."

Koncert nr. 7, Kirkecenter Kirkebakken, lørdag 26. maj kl. 16.

Publiceret 24 May 2018 11:45

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV