Ry Outdoor er et slaraffenland af oplevelser

Ry Outdoor 2018 slår dørene op til langt over 150 programpunkter

Af
Af Jørgen Bollerup Hansen

Ry Programmet bugner af spændende udendørs oplevelser og aktiviteter, når Ry Outdoor 2018 åbner fredag 18. maj til en pinsefestival ud over det sædvanligt.

Med 10.000 gæster og aktive i 2017 er Ry Outdoor Danmarks største outdoor festival, som det hedder på moderne dansk. Forrige weekend omdelte frivillige det omfattende program for festivalen i lokalområdet.

Der er flere hundrede programpunkter over de tre dage, festivalen løber.

Programmets mange indslag er opdelt i følgende ni grupper: Vandring, Krop og Velvære, Trætop, Puls, Overnatning, Vand, Særligt for Børn, Udeliv og Underholdning.

Efter en solid åbning fredag vokser festivalen synligt lørdag og søndag.

Der er således seks aktiviteter fredag under Krop og Velvære, lørdag vokser det til 15. Fredag er der otte aktiviteter under Vand, lørdag vokser det til 13. Og Særligt for børn har ni programtilbud fredag, lørdag vokser det til 18. Og søndag til 21.

Derfor ét godt råd: Få fat i programmet og gå selv på opdagelse og vælg blandt de mange aktiviteter og tilbud.

Den officielle åbning med en åbningstale ved borgmester Jørgen Gaarde er fredag kl. 9.30, hvorefter cirka 1.500 børn fra de lokale skoler begiver sig ud på et løb.

I år er festivalen flyttet ud af slugten bag Ry Hallerne. I stedet er programmet udvidet med en lang række nye aktiviteter på FDFs friluftsområde Sletten ved Himmelbjerget.

"FDF Sletten bliver en satellit til festivalens hjerterum, Basecamp midt i Ry ved Kvickly. Ry Bussen kører i timedrift mellem Basecamp i byen og FDF Sletten, og vi håber, at alle vil nyde en hel dag i skoven i løbet af de tre dage med for eksempel kæmpegyngen og svævebanen, der er blevet endnu vildere og endnu sjovere. Her er der plads til endnu flere hængekøjer, svævetelte og overnatning i eget telt," skriver Team Ry Outdoor Festival.

I Basecamp er der mere end 100 aktiviteter. Og en mini-food-festival med 12 streetfood boder og en outdoorbar.

I festivalgruppen har man spændt fulgt vejret gennem de seneste uger.

Og hvordan bliver vejretså i pinsen? Festivalledelsen har ikke svaret, men siger:

"Al vejr er udevejr, det afhænger af tøjet, og vi glæder os derfor uanset vejret til at vise et endnu rigere og endnu bedre program i 2018."

Festivalens grundlægger, Isabel Morgenstern, priser sig lykkelig over, at festivalforeningen i år har fået et tilskud på 150.000 kr. fra Skanderborg Kommune.

Et professionelt løft

"Støtten betyder, at vi i år har fået koordineret de mange frivillige og de centrale teamledere langt bedre, fordi vi har kunnet ansætte en frivillighedskoordinator. Det har givet os et professionelt løft."

"Vi er desuden meget glade for signalværdien i, at vi får støtte fra kommunen, og anerkendelse af, at vi er med til at brande Skanderborg Kommune som en outdoor kommune og at vi arbejder med fællesskaber. Det er meget positivt,” siger Isabel Morgenstern.

Blandt årets nyheder er Ry City Run søndag 20. maj på fem km eller en halvmaraton med start kl. 10 og med spurt og vinderpræmiere for over 45.0000 kr..

I forlængelse af løbet er der er cykelløb for håndcykler i byrummet. Ry Outdoor markere også tydeligt i år, at udeliv er for alle, uanset handicap og fysisk formåen med en række unikke aktiviteter.

Publiceret 18 May 2018 10:30

SENESTE TV