Kridt danseskoene: Mads Vad åbner danseskole i Skanderborg

Danseren Mads Vad, kendt fra TV-successen Vild Med Dans, åbner en afdeling af danseskolen VM Dans i Audonicon i Skanderborg til august

Af
Grethe Bo Madsen

Audonicon i Skanderborg bliver rammen, når danseren Mads Vad til august åbner en ny afdeling af sin danseskole, VM Dans, i Skanderborg.

"Det har vi gået og brygget på et lille års tid. Da vi for et års tid siden åbnede en afdeling i Horsens, fik vi mange forespørgsler fra folk i Skanderborg, ligesom der også er mange fra Skanderborg, som danser hos os i Aarhus," fortæller danseren om baggrunden for den nyeste knopskydning af danseskolen.

"Jeg synes, vi har fundet det mest formidable lokale. Den fantastiske koncertsal i Audonicon er ikke bare utrolig flot. Der er også et kæmpestort flot trægulv, der er perfekt til dans. I Audonicon kan vi skabe den helt rigtige atmosfære og stemning. Folk har meget travlt i deres hverdag, og når de en gang om ugen kommer til dans - med veninderne, kæresten, manden eller børnene - så vil vi gerne give dem en helt særlig oplevelse. Det tror jeg virkelig, vi kan i Audonicon. Vi glæder os utrolig meget," understreger Mads Vad.

Danseskolen starter op med danseundervisning første gang mandag 13. august, men inden da er der åbent hus lørdag 11.august fra klokken 11.00-13.00, hvor interesserede kan se et danseshow, og hilse på instruktørerne og Mads Vad.

Indtil videre er det planen, at der på den ugentlige dansedag i Skanderborg er tre hold for børn: Minibørn, der er for de tre- til -femårige; Kid Stylez, der er for børn i alderen seks til otte år; samt Show Stylez, der er for de ni- til 12-årige.

Desuden oprettes der et Latin Ladies hold, der er "forbudt" for mænd, Disco Fever samt et begynderhold for par.

"Alle holdene starter ud på begynder niveau, og så tager vi den der fra. Om et år laver vi måske et hold for øvede. Man kan være med uden overhovedet at have danset før. Det er helt nede på Allan Simonsen-niveau,” fortæller Mads Vad med et grin.

Er du interesseret i at starte op hos VM Dans i Skanderborg, er det en god ide, at lægge vejen forbi danseskolens hjemmeside, vmdans.dk, og reservere tid til en prøvetime. Her kan du også få mere information om de enkelte hold.

Publiceret 16 May 2018 11:45

SENESTE TV