Nyt parti: Lokalpolitikere fra Skanderborg er medstiftere af Tidens Demokrater

Steffen Møller Pedersen, Malene Andersen og Tidens Demokrater vil bekæmpe den politiske skyttegravs- og blokpolitik

Af
Claus Sonne

Da der i efteråret var kommunalvalg, stillede Steffen Møller Pedersen og Malene Andersen fra Skanderborg op for Nye Borgerlige, dog uden at blive valgt ind i byrådet.

Nu er parret to af fem initiativtagere til et helt nyt politisk parti kaldet 'Tidens Demokrater'. De tre øvrige er Aarhus-politikerne Vibeke Sort, Thomas Kold og Jan Sort.

"Vi har ikke noget ondt at sige om Nye Borgerlige, der dog rykkede i en retning, hvor vi var nødt til at stå af. Derfor er vi her i dag," siger Steffen Møller Pedersen.

Det nye parti fremhæver ordentlighed og saglighed som to nøglepunkter.

"Som det er nu, kigger de fleste politikere på, hvad der giver stemmer og lefler for vælgerne. Det ødelægger vores land. Vi vil de brede samarbejder, og vi vil skyttegravskrigene og ideen om rød og blå blok til livs," fortæller Steffen Møller Pedersen.

Så I placerer jer på midten?

"Sådan må det nødvendigvis være".

Lokalt og nationalt

Lige nu er de fem initiativtagere til det nye parti i kamp med tiden for at skaffe stemmer nok til at stille op til det folketingsvalg, der senest kommer i 2019. Men partiet vil også arbejde lokalt.

"Vi vil styrke den lokalpolitiske indflydelse. Som det er nu, er der alt for mange lokale beslutninger, der ikke kan tages lokalt, og det kvæler den lokale motivation. Så det skal vi have ændret på," konstaterer Steffen Møller Pedersen, der glæder sig over, hvad han kalder en god start for Tidens Demokrater.

"Der har været en overraskende, overvældende interesse. Vi har fået mange opkald, og vi har også fået medlemmer, der kommer fra andre partier. Vi er dog godt klar over, at det kan blive svært at nå de 20.000 vælgererklæringer, der skal til for at blive opstillingsberettiget, men vi knokler løs og håber, at valget ikke kommer her og nu."

Publiceret 15 May 2018 11:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV