Så meget har østjyderne tjent på deres hussalg

Der er blevet kokkereret tusindvis af måltider gennem årene, man har efterhånden luget flere tons ukrudt væk fra bedene, og med en kæp i bagagebæreren har man lært junior at cykle selv.

Ens hus har rummet mere end bare ens ejendele - det er også der, man har skabt masser af minder.

Og synes man, at det kan være lidt svært at vinke farvel til de rammer, der enten er blevet for store, for små eller bare forkerte, så kan de fleste østjyske hussælgere trods alt trøste sig med, at de står med en pose penge i hånden, når handlen er gennemført.

En opgørelse fra boligsiden Boliga viser nemlig, hvor stort et plusbeløb det endte med, når man sammenligner salgsprisen med købsprisen - for de huse i Østjylland, der er handlet mellem oktober og marts.

Her tjente de mest

Det er i Aarhus Kommune, at der er størst kontant forskel i de to priser. 663.485 kroner kunne sælgerne her indkassere på et boligsalg - mens det i Skanderborg Kommune var lige knap en halv million kroner.

“De store byer er blevet stadig mere populære de seneste år. Derfor er det ikke overraskende, at de største gevinster i Østjylland skal findes i Aarhus, Skanderborg og Syddjurs. I næsten alle kommuner i Østjylland er der dog tale om pæne gevinster, hvorfor langt de fleste boligejere kan være godt tilfredse med udviklingen,” siger Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea.

Samtidig var det i Norddjurs Kommune, at der var den mindste kontante gevinst - den var på 15.281 kroner.

Så meget tjente hussælgerne:

Aarhus Kommune: 663.485 kroner
Favrskov Kommune: 197.760 kroner
Horsens Kommune: 196.155 kroner
Norddjurs Kommune: 15.281 kroner
Silkeborg Kommune: 134.512 kroner
Skanderborg Kommune: 497.920 kroner
Syddjurs Kommune: 359.798 kroner

Publiceret 11 May 2018 14:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV