Svend Skov ser gerne, at bækken gøres til et mere rekreativt område.

Svend Skov ser gerne, at bækken gøres til et mere rekreativt område.

Bagsiden af idyllen: Svend og Annelise fik 30 centimeter vand i huset

Naboer til idylleriske Skanderupbæk er nervøse, når regnen pisker ned

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Skanderupbækken ligner en idyllerisk bæk igennem det grønne område mellem Skanderupgade og Banegårdsvej. Men Svend og Annelise Skov, der bor P. B. Lunds Vej 29, længere opstrøms, har erfaret, bækken kan være en voldsom nabo.

"4. september 2015 fik vi 30 cm vand i vores hus, og i carporten stod vores bil i cirka en halv meter vand. Vi bor lige op ad bækken. Vi har boet her i 42 år og før haft vand i haven. Men i 2016 gik det helt galt. Vi opdagede oversvømmelsen om aftenen, da vi kom hjem efter at have set en fodboldkamp i tv," husker Svend Skov.

Meteorologisk Institut havde målt 130 mm nedbør på et døgn, svarende til skybrud. Så forsikringen dækkede.

"Vi var forsikret i Alka Forsikring, og havde kun gode oplevelser med det efter oversvømmelsen," siger han.

Men parret havde fået en forskrækkelse for livet. Stort set al deres bohave måtte kasseres og huset igennem en total istandsættelse, mens de i fem og en halv måned midlertidig måtte bo i et sommerhus. Også to nabohuse blev ramt.

Bækken ved Svend og Annelises hus. I sidste uge stod vandet helt op til kanten af den træbeklædte dæmning.

Bækken ved Svend og Annelises hus. I sidste uge stod vandet helt op til kanten af den træbeklædte dæmning.

Et liv i usikkerhed

Da Skanderborg-området mandag 30. april igen var udsat for torden og noget, der lignede skybrud, sad skrækken derfor igen i dem.

"Vandet i bækken steg markant og nåede toppen af en lille dæmning, vi har lavet til vores grund. Men ikke længere. Der kom alligevel 'kun' 35 mm på et døgn," siger Svend Skov.

Men han undrer sig over, at Skanderborg Kommune ikke gør noget for at sikre området mod oversvømmelse.

Parret kontaktede Skanderborg Forsyning og kommunen efter oversvømmelsen i 2015 på vegne af sig selv og naboerne og efterlyste tiltag, der kan forebygge gentagelser.

"Vi fik at vide, der var et klimeprojekt på vej, og både ved møder og i mail har vi kunne læse, at det var planlagt, det skulle udføres i 2017-2018. Men der er ikke sket noget, og nu hører jeg, det heller ikke bliver i år. Vi er bekymret for, hvad det er, der bremser det? Bliver det overhovedet til noget," spørger han.

Og det gør det. UgeBladet kan fortælle parret, at byrådet netop har bevilget penge til at en dialog med borgerne.

Først i 2019-2020

Men da projektet er omfattende, ventes klimasikringen først udført i 2019-2020. Så parret må endnu en tid leve med utrygheden, der blandt andet betyder, at de knap har lyst til at forlade huset i længere perioder.

De bor et sted, hvor 'skurken' er et smalt rør under P.B. Lundsvej. Før røret sidder der en rist, og stopper den til - hvad den let gør - bliver det hurtigt fatalt, hvis der kommer et af de store skybrud.

"Kommunen er ikke god til at holde risten ren. Det er normalt mig, der gør det. Det kniber også med vedligeholdelsen af åløbet, men når jeg har rykket, sker der normalt noget," siger Svend Skov.

Han glæder sig over, at klimaprojektet nu gennemføres - men undrer sig over mangel på information.

"Det var vi blevet lovet, vi ville blive holdt orienteret," siger Svend Skov.

En bæk ved Lille Nyhavn

Skanderrupbækken er rørlagt cirka 470 meter, heraf de nederste 250 meter fra Realskolen til Lille Nyhavn-byggeriet.

Bækken skal så vidt muligt hentes frem til overfladen. Den skal dog fortsat passere under husene ved Adelgadem hvor den i dag løber fem meter under asfalten.

Fremtidig skal det gerne være i et rør med en diameter på to meter.

Og fra Adelgade ved Kvickly/Lille Nyhavn til søen arbejdes der på at få bækken til at løbe i overfladen, hvis det teknisk er muligt.

Publiceret 11 May 2018 08:00

SENESTE TV