Billedet her er fra Visit Skanderborgs nye faste kontorlokaler på Himmelbjerggården med de tre faste medarbejdere: Karen Maria Dixen, Anja Jakobsen og Marianne Purup.

Billedet her er fra Visit Skanderborgs nye faste kontorlokaler på Himmelbjerggården med de tre faste medarbejdere: Karen Maria Dixen, Anja Jakobsen og Marianne Purup.

Turistbase er nu på Himmelbjerggården

Første marts flyttede Visit Skanderborg fra Ry Station til Himmelbjerg- gården

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

 

1. marts flyttede Visit Skanderborg sin administration ud af Ry Station til to sammenhængende kontorlokaler i hovedbygningen på Himmelbjerggården, Himmelbjergvej 11.

 

Det sker som led i en omlægning af Visit Skanderborgs arbejde, hvor den publikumsrettede aktivitet samtidig udvides i Bjerghytten på Himmelbjerget.

 

LÆS OGSÅ: Himmelbjerget blev et bjerg ved en trykfejl

 

Det sker ud fra et ønske om at komme tættere på de turister, der besøger Skanderborg Kommune. Og da Bjerghytten ligger på Himmelbjerget, der årligt besøges af henved 400.000 turister, er det et oplagt førstevalg til en udvidet indsats for den direkte service over for turisterne.

 

“Vi har hidtil haft åbent i Bjerghytten i selve sommerferiens seks-syv uger. Det udvider vi nu, for at være tæt på turisterne, til mindst tre måneder. Vi har endnu ikke lagt os fast på åbningsdatoen, men jeg regner med, det bliver i maj-juni,” siger turistforeningens formand Kristina Ceravolo.

Del af nyt fællesskab

Samtidig ligger Visit Skanderborgs nye hovedkontor på Himmelbjeggården tæt ved Bjerghytten.

 

“Vi har fået to dejlige lokaler, hvor arbejdet med at produktudvikle og markedsføre kommunen som turistdestination vil foregå,” siger Kristina Ceravolo.

 

“Vi har tre fastansatte og en del freelancemedarbejdere, praktikanter og frivillige, som nu har base på Himmelbjerggården, hvor vi bliver en del af et fællesskab, der på mange måder ligner os i forhold til markedsføring. Vi regner med, at vi kan blive inspireret af og sparre med de øvrige aktiviteter. Himmelbjerggården har også stort fokus på bæredygtighed, hvilket også er en ny stor tendens inden for turisme,” siger hun.

 

Visit Skanderborg får oveni en billigere husleje end hos DSB, der var turistforeningens udlejer på Ry Station.

 

“Men vi får også mindre plads, og derfor har vi været i gang med en større oprydning. Nogle ting har vi også flyttet til Bjerghytten,” siger Kristina Ceravolo. Hun pointerer, at Visit Skanderborgs nye base på Himmelbjerggården fortsat er et åbent hus, ligesom Ry Station har været det.

 

“Så turister vil også være velkomne her. Men vi fortsætter også med vores mobile aktiviteter, hvor vi rykker ud i en række sammenhænge og til en række større arrangementer. For eksempel Smukfest,” siger hun.

Bjerghytten på Himmelbjerget udvider sin åbningstid fra den kommende sommer for at nå flere turister. Foto: Visit Skanderborg.

Bjerghytten på Himmelbjerget udvider sin åbningstid fra den kommende sommer for at nå flere turister. Foto: Visit Skanderborg.

Et udviklende fællesskab

Ifølge turistchef Marianne Purup er et af målene er at gøre alle oplevelserne og mulighederne i Søhøjlandet mere synlige for områdets gæster. Digitalt og fysisk.

 

“Og så er det vigtigt at møde gæsterne, der hvor de er,” siger hun.

 

“Desuden er jeg sikker på, at vi får stor fornøjelse af at indgå i det udviklende kontorfællesskab på Himmelbjeggården. Desuden ligger det utroligt smukt, og så er det tæt ved vores sommerbureau,” siger hun.

 

Turistforeningen, som også står bag familiefestivalen Himmelhop på Himmelbjerget i sommerferieugerne, har sat en gæstevenlig touchskærm op ved Bjerghytten, hvor man året rundt kan se, hvad der foregår i området.

Publiceret 06 April 2018 20:00