I disse dage modtager Anita og Claus Majgaard Vaaben 2,5 tons af den intelligente voksdug, de har udviklet til brug i institutioner - eller i privaten - og nu sælger i firmaet infowop.dk

I disse dage modtager Anita og Claus Majgaard Vaaben 2,5 tons af den intelligente voksdug, de har udviklet til brug i institutioner - eller i privaten - og nu sælger i firmaet infowop.dk

Anita, Claus og den intelligent voksdug

Et par fra Skanderborg har med succes kombineret den klassiske voksdug med forskellige indlæringsmetoder

 

Siddende læring. Sådan kan den idé, som Anita og Claus Majgaard Vaaben har fået, beskrives. Parret har nemlig udviklet en 'intelligent' voksdug, som børn i forskellige aldre kan bruge til at lære om tal, bogstaver, former, årstider, følerser og meget andet.

 

Ideen opstod sidste år. Parret har tre børn og et hav og bøger og spil, men for ofte blev samværet ikke til noget, fordi det tog for lang tid at finde remedierne frem.

 

“På et tidspunkt havde vi en helt hvid dug af papir på bordet, og den begyndte børnene at tegne på. Det snakkede vi om og blev enige om, at en dug, der alligevel ligger på det bord, man sidder ved, kunne være en god idé,” forklarer Anita Majgaard Vaaben, der sammen med sin mand har oprettet firmaet Infowop til formålet.

 

LÆS OGSÅ: Søstre bag digitalt værktøj til heste  

 

Der blev arbejdet videre med ideen, og parret tog kontakt til nogle lærere og pædagoger i vennekredsen, lige som Claus Majgaard Vaaben tog på inspirationstur til en række institutioner.

 

“Vi var nødt til at være sikre på, at vi rent faktisk havde fået en god idé. Det blev vi bekræftet i, når fagpersoner kunne fortælle os, at det var lige nøjagtig de elementer, vi havde i vores hoveder, som man arbejdede med hos børnene,” fortæller han og konstaterer, at det var en stor lettelse at få de positive tilbagemeldinger.

Har selv tegnet

Anita Majgaard Vaaben tog derefter kontakt til en bekendt, der som hun er designuddannet. Sammen fik de skabt de forskellige figurer af alt fra børn og tigre til 'scener' der beskriver årstiderne eller det at skulle stå i kø, når man skal gynge.

 

Derudover skulle der findes en egnet dug til formålet.

 

“Det er oplagt at bruge en voksdug, der også har en funktionel funktion i forhold til at beskytte bordet, den bliver lagt på,” konstaterer Claus Majgaard Vaaben.

Voksdugen er blevet testet af både børn og fagfolk. Pressefoto

Voksdugen er blevet testet af både børn og fagfolk. Pressefoto

Fra Kina til Italien

Som så mange andre iværksættere før dem, kiggede Skaderborg-parret mod Kina via en hollandsk agent. Men kvaliteten på både voksdug og figurer på denne var ganske enkelt for ringe.

 

“Derfor måtte vi ud og kigge efter noget andet, og vi er nu havnet i Italien hos et firma, der har 60 års erfaring med voksduge. Og ja, det er dyrere, til gengæld er produktet i top,” konstaterer Anita Majgaard Vaaben.

 

Og så er der det der med at få voksdugen solgt. Går det?

 

“Ja,” siger Claus Majgaard Vaaben og fortsætter:

 

“Jeg har lige solgt 60 meter til en lokal institution, og der er også allerede kunder på Sjælland. Og de har altså købt produktet uden at se det færdigt. Langt de fleste institutioner, vi er i kontakt med, er positive, så det er vi også.”

Flere muligheder

Selv om salget af voksdugen først lige er gået i gang, har parret allerede planer for flere forskellige udgaver.

 

“Det kunne være matematik, natur eller engelsk. Dugen kan desuden også bruges privat, hvis man har noget, man skal øve med sit barn. Vi har to målgrupper, der løseligt angivet hedder over og under fem år, men jeg vil mene, at nærmest alle børn vil kunne få glæde af produktet,” siger Claus Majgaard Vaaben.

Læs mere på infowop.dk

Publiceret 05 April 2018 11:45