Arkivfoto.

Arkivfoto.

DEBAT:

Total politisk uenighed og uvidenhed?

Af Ole Hanberg, Klanghøj 28A, Låsby

Pladsen til læserbreve er nu blevet stor, men der er jo også lang tid til, politikerne igen bliver nødt til at markere synspunkter, og love vælgerne deres store vilje til forbedringer.

 

Desværre er der fra mange borgere i Låsby efterhånden opstået en mængde spørgsmål af forskellig art, og det virker som om, der ikke findes svar, eller at man fra kommunal side ikke vil give dem. Man kan få indtryk af, at der er et større slagsmål i gang mellem politikere, embedsmænd/kvinder og kontraktholdere. Hvis det ikke er tilfældet, trænger man da vist til at få placeret noget ansvar de rette steder.

 

LÆS OGSÅ: DEBAT: Vi støtter de offentligt ansatte

Omkring Lokalcenter Søndervang er det efterhånden fuldstændig umuligt at finde ud af, hvad man fra byrådets side egentlig har tænkt sig. Der er i byrådet tilsyneladende enstemmigt vedtaget nogle ting, hvor de enkelte politikeres meninger efterfølgende stritter i alle mulige retninger, så det er for os borgere blevet det normale, at vi overhovedet ikke kan regne med, hvad politikerne siger.

 

Jeg synes, det ville være på sin plads og særdeles interessant at få aktindsigt i alt, hvad der er foregået omkring Søndervang, siden man i 2015 startede alle de forskruede meldinger, vi borgere har skullet lægge øre til og helst også tro på.

 

Hvorfor er der ikke blevet bygget en etage på den sidst opførte bygning, som er forberedt til det?

 

Hvorfor er det i en salgsforhandling i det mindste ikke oplyst, at det kan være en mulighed?

 

Hvorfor vil SF nu, efter en enstemmig afstemning om salg af Søndervang med beboere, nu have beboerne flyttet andre steder hen, og så have solgt bygningerne?

 

Velsagtens fordi de vil have Søndervang nedlagt?

 

Eller er det en studehandel med S, som jo også helst ser Søndervang nedlagt?

 

Hvorfor kunne der ikke udvides, da man i sin tid forhandlede med Danske Diakonhjem enten ved at bygge en etage på mod Hovedgaden eller udvide, hvor en lille del af Søparken i dag ligger, en mulighed man nu har umuliggjort?

 

Hvorfor har man ikke lavet ordentlig vedligeholdelse af Søndervang, der må da som noget helt normalt være en vedligeholdelsesplan?

 

Hvorfor kan man ikke sælge Søndervang med nogen boende?

 

Er det anderledes end, hvis en udlejningsejendom med eksempelvis otte lejligheder bliver solgt. Her bliver lejerne da også boende?

 

Hvad betyder det på almindeligt dansk, at der ikke er nogen mindstepris?

 

Jeg kan godt komme med en del flere spørgsmål blandt andet omkring de meget forblommede og forskelligartede svar, borgmesteren har givet på nøjagtig samme spørgsmål.

 

Hvad skal vi tro på, nu hvor valget er overstået?

 

Hvorfor afviser Finn Sander arrogant at svare på spørgsmål fra deltagere i møder, hvor han sidder der for at svare?

 

Det kunne måske være en god idé, at sekretariatschef Henrik Rosenlund satte sig rigtigt ind i sagen helt fra starten i 2015. Hvis det vil være muligt at skille skidt fra kanel, vil der med ærlighed som baggrund måske komme nye muligheder og for befolkningen sunde tanker på bordet.

 

Til slut endnu et spørgsmål:

Hvem er det, der bestemmer: er det politikerne, embedsværket eller kontraktholderne?

 

Det ser i hvert fald ret ofte ud til, at noget kører af sporet eller helt glemmes, velsagtens fordi ingen med denne model har eller vil tage ansvar.

Publiceret 13 March 2018 13:00

SENESTE TV