Det var dengang:

En fattig kvinde blev gjort til kastebold

I 1784 var det hårde tider for de fattigste i Hårby

Af
Af Erna Bachmann

Hårby

Man hører ofte folk sige, at ”i de gode gamle dage, da var det meget bedre”. Men bestemt ikke i alle tilfælde. Det var meget anderledes, men bedre?
Går vi et par hundrede år tilbage i tiden, havde de velbjærgede det sikkert trygt og godt på deres hartkorn, men fattigfolk måtte hutle sig igennem, som de bedst kunne.
I 'Amtmandens Breve', en samling på mange hundrede sider, kan man læse om mange skæbner, om fejder mellem naboer, om mord og drab, om tyverier, om pesten, der hærgede og lagde flere landsbyer næsten øde, om krig og væbning.
Amtmanden måtte ofte mægle mellem kombattanterne. Jeg har plukket i et enkelt brev og den korrespondance, der følger med brevet, om en kvinde og hendes børn, der betler i Blegind.

Tiggeren og hendes børn

”Fra Peder Bech, Blegind Præstegård. (Red.: Peder Olesen Bech 1780-1792).”
“Onsdag 13. Oktober 1784 kom en fattig Kvinde gaaende til Byen sammen med 2 Børn, hvoraf den ene var 7-8 Aar og den anden 3-4 Aar. Da hun sagde, at hun hverken havde Hus eller Hjem, laante hun et Hus hos Gaardmand Jens Povlsen. Da de der blev syge, var hun der til om Søndagen, hvor hun af Gaardmand Anders Erichsen blev kørt til Hørning.”
“Dagen efter kom Hørning Mændene tilbage med hende, idet de lagde hende på Gaden. Efter Christen Pligt blev hun derefter indlagt hos Anders Erichsen, hvor hun blev til Onsdag den 20. og sammen med Børnene blev underholdt af Præsten og andre.”
“Eftersom de derefter ikke længere kunne bære denne Byrde, ligesom de frygtede, at Børnene skulle blive lagt dette fattige Sogn til Byrde, hvis hun skulle dø fra dem, blev hun på Præstens Vogn kørt til Solbjerg, hvorfra hun var ankommet.”
“Beboerne der bragte hende videre til Faastrup [Fastrup], hvorfra man bragte hende til Ravnsholt, herfra bragte man hende tilbage til Solbjerg, og derfra igen i gaar Eftermiddag tilbage her til Blegind, hvor hun blev indlagt hos Peder Laasbyes Enke.”
“Eftersom det ikke længere er Sognets Beboere mulig, at køre omkring med hende, eller underholde hende og Børnene, beder han Amtmanden finde en løsning på Sagen."

Moren døde i Gylling

Og hvad var så amtmandens afgørelse, og hvad skete der med kvinden og hendes børn?
Det fremgår af den fyldige rapport i Amtmandens Breve, at ”Deres Fader skal efter hendes angivelse være død.
Den ældste Dreng skal være født i Gylling, hvortil hun sammen med Børnene fra Blegind blev henbragt, men straks efter døde.”

Opdagelse, klæde og føde

Derefter følger en lang redegørelse for de to drenges anbringelse og udlicitering - det vil sige, at fattigvæsenet betalte for deres ophold på billigste måde.
”Børnenes opdragelse, forsvarlig og vel med Klæde, føde og anden Christelig Optugtelse indtil de fylder deres 12te Aar, imod en aarlig betaling af 13 Rdr 2 Mk,” står der i et efterfølgende bilag dateret 8. December 1785 fra L. Jordhøj, Elbæk Præstegaard, attesteres følgende:
“De Tvende fattige Drenge Niels og Rasmus Madssønner er i live og nyder god Pleje og Opdragelse, den første i Elbæk hos Enken Anne Sørensdatter og den anden hos Jens Jensen i Søvind, mod den af Herredskassen tilståede Betaling.”
Artiklen bringes efter aftale med Lokalarkiverne i Hørning og Veng. Den er fra “Årsskriftet 2017”.

Publiceret 12 January 2018 15:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV