Nummer otte på landsplan og nummer to i distrikt Midt og Vest. Dagli’Brugsen i Gl. Rye scorer højt på kundetilfredshed. Pressefoto

Nummer otte på landsplan og nummer to i distrikt Midt og Vest. Dagli’Brugsen i Gl. Rye scorer højt på kundetilfredshed. Pressefoto

Dagli’Brugsen i Gl. Rye er i Superliga-klassen

Coop’s seneste landsdækkende kundeundersøgelse viser, at Gl. Rye’rne er rigtig godt tilfredse med den lokale Brugs

Borgerne i Gl. Rye er mere end almindeligt godt tilfredse med deres Dagli' Brugs. Det fremgår af Coops seneste landsdækkende kunderundersøgelse, hvor butikke i Gl. Ryes samlede tilfredshedsscore blev 80 point ud af 100 mulige.
Det resultat placerer Dagli'Brugsen Gl. Rye som nr. 2 i Distrikt Midt og Vest - og på en delt 8. plads blandt Danmarks i alt 359 Dagli'Brugser.
”Butikken er rykket fra Danmarksserien til Superligaen. Og samtidig er vi ovenud taknemlige for deltagelsen her i byen: 42 procent af medlemmerne af brugsforeningen udfyldte spørgeskemaet, og hovedparten sluttede endda af med personlige kommentarer. Simpelthen imponerende,” siger en ovenud tilfreds næstformand i Gl. Rye Brugsforening, Martin Rud i en pressemeddelelse.
Bestyrelsen er nu gået i gang med at afklare, hvordan de dugfriske tal skal anvendes konstruktivt.
Læs også: Genåbningsfest i Gl. Rye med Lars Lilholt og Ulrik Haagerup
”Vi regner med at udvælge tre særlige indsatsområder, som vi vil arbejde målrettet med det næste halve år. Derudover sørger vi selvfølgelig for at holde fast i de områder, der går godt i dag,” siger Martin Rud.
Byens Egen Butik, som Brugsen kaldes lokalt, er gået hele 26 tilfredshedspoint frem siden forårets udvidelse og modernisering af butikken.
Så byggeprojektet må siges at have givet pote. Går man ned i detaljen, fremgår det, at områder som kundepleje, lokale aktiviteter, økologi og præsentationen af varerne trækker op, mens prisniveau og generelt vareudvalg er områder med plads til forbedring.
”Undersøgelsen er et fantastisk redskab, fordi konklusionerne er så utvetydige. Uddeleren, personalet og vi i bestyrelsen ved simpelthen, hvor vi skal sætte ind, hvis vi ønsker endnu flere tilfredse kunder. Og det gør vi jo,” siger næstformanden.
At der bliver lyttet efter kunderne, viser forrige kundeundersøgelse fra april. Her var et af budskaberne, at det ville være en god idé at udvide åbningstiden. Det skete kort efter, og Brugsen holder nu åbent hver dag mellem 8 og 21.
”På samme måde vil den seneste undersøgelse få håndgribelige konsekvenser, og vi glæder os til at præsentere planerne efter nytår,” siger Martin Rud.

Publiceret 30 November 2017 10:00