Debat:

Ældreplejen skal justeres

Af
Birte M. Andersen

byrådsmedlem (V)

Den aldrende befolkning er en kendsgerning. Det er grundlæggende meget positivt, at vi lever længere, og har flere leveår. Denne positive udvikling, som er kommet relativt hurtigt, har jo som alt andet også en anden side i sig. Og den side skal vi have et stærkere fokus på, og vi skal handle tidligere.
Jeg forudser, at det største og væsentligste kommunal politiske spørgsmål i Skanderborg Kommune i den kommende fire årige valgperiode bliver ældre menneskers trivsel og sociale liv. Det gør jeg med baggrund i mit job som sygeplejerske og mangeårig leder i hjemmeplejen.
Med de (mange) flere leveår melder sig også flere både somatiske, psykiske og sociale vanskeligheder. Det kan vi naturligvis ikke lide, men det er de uomgængelige livsvilkår for de fleste af os. Vi kan, og vi gør rigtig meget nyttigt hvad angår det somatiske. Det psykiske har i mange år været et stedbarn, og her kan og skal vi blive bedre. Ældres vanskeligheder som følge af ensomhed og sociale problemer har været overset, og vi har gjort alt for lidt. Det til trods for, at det for rigtig mange i virkeligheden er deres allerstørste problem.
Vi skal indrette vores samfund og vores ældrepleje, så den enkelte i tide får mulighed for at etablere sig med aktiviteter, menneskelige relationer og fysiske aktiviteter, så man ikke går i stå, bliver indadvendt og ensom, når livets efterår banker på.
 

Hjemmeplejen og plejecentrene skal klædes på til at gå ind i også den opgave. De største vanskeligheder vil ikke længere alene være fysiske besværligheder, men i nok så høj grad ensomhed, social isolation og psykiske problemer.
 

Den dagsorden bliver ganske stor, og den skal vi erkende i tide. Både den professionelle ældrepleje og den store gruppe af frivillige, der findes på området, skal samarbejde og inspirere hinanden for at løfte opgaven.
 

Længere levetid skal også være gode leveår. Vi skal erkende, at det sociale liv betyder ligeså meget som det fysiske. Og ældreliv skal også være værdige og indholdsrige på den enkeltes præmisser.
 

Det er opgaven for alle os, der arbejder med ældre – og socialpolitik. Men bestemt også for den enkelte selv og civilsamfundet. Alt sammen for at sikre et velfungerende velfærdssamfund – også i fremtiden.

Publiceret 17 November 2017 20:30

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV