Så meget kommer byggeriet i fem etager på den gamle posthusgrund i Galten til at se ud.

Så meget kommer byggeriet i fem etager på den gamle posthusgrund i Galten til at se ud.

Fem etager, nej tak

Gruppe af borgere fra Galten vil have højhus ned på tre etager

En gruppe af beboere på Tværvej, Svinget og Elværksvej, altså veje tæt på det areal på Torvet, hvor der er planer om at opføre et hus i fem etager, udtrykker over for UgeBladet ærgrelser og bekymring over byggeriet, der i øjeblikket er ude i offentlig høring.
Læs også: Kritik af højt byggeri på Vesterskovvej
“Ingen af os er imod, at der bygges på torvet, ingen af os er imod, at der kommer mere liv på vores torv, og vi er alle for, at der handles lokalt, så vi dermed kan bevare vores forretningsliv her i Galten. Men vi er imod, at der bygges i fem etager. Tre bør være maksimum,” siger Poula Gram på vegne af gruppen af borgere, der tæller knap 20 husstande på de nævnte veje.
Kritikken er delt op i seks hovedpunkter: Det visuelle, skyggevirkninger, mere trafik, skader forårsaget af byggearbejdet, et fald i ejendomsværdien samt indbliksgener.
“Bygningen vil visuelt og æstetisk skæmme miljøet på torvet, som nu er blevet så pænt efter renoveringen. Desuden vil skyggevirkningerne berøre os, der bor tæt på torvet. Det betyder måske ikke noget om sommeren, hvor solen står højt, men det er altså kun sommer nogle ganske få måneder om året. Forår og efterår, hvor solen står lavt, vil den massive blokke kaste skygger – lange skygger – i en ret stor radius,” lyder det blandt andet fra gruppen.

Håb om hjælp

Gruppen forstår godt, at de forretningsdrivende her i byen er begejstrerede for udsigten til 'nye og flere handlende'. Men der opfordres til at gentænke begejstringen.
“Vi, der har boet her i Galten i mange år og har støttet de forretningsdrivende i lige så mange år, kan kun håbe, at de forretningsdrivende vil støtte os for en gangs skyld og være med til at bringe dette fem-etagers højhus ned på tre etager, så vi alle forsat kan trives i Galten, støtte vores forretningsliv og nyde godt af vores fantastiske nærmiljø. Vi vil jo også gerne bo i en by fuld af liv, aktiviteter og gode forretninger og handelsmuligheder,” siger Poula Gram.
17. november vil borgergruppen dele højhuskager og flyers ud på 'åstedet' for at gøre opmærksom på sagen, og også på valgaftenen 21. november er gruppen aktiv.

Publiceret 07 November 2017 11:45