Portræt af en spidskandidat:

Steffen har stemt blankt i 10-15 år

UgeBladet præsenterer spidskandidaterne til byrådsvalget. Alle har fået de samme 10 spørgsmål. Rækkefølgen af personerne sker efter lodtrækning. I denne uge er det Steffen Møller Pedersen fra Nye Borgerlige.

Af
Jørgen Bollerup Hansen

Jørgen Bollerup Hansen

1) Hvad/hvem fik dig til at stille op til byrådet første gang?
“Min personlige grund til, at jeg stiller op for Nye Borgerlige, er faktisk, at jeg fik politikerlede. Jeg er træt af, at jeg ikke kan stole på de ting, politikerne siger og gør. Hvis jeg ser tilbage i mit liv, så er det meget længe siden, jeg faktisk har sat et kryds hos et parti, som jeg synes passer til mine værdier. Jeg har stemt blank til alle valg de seneste 10-15 år. Som person har jeg det med at handle, hvor der er brug for det, og det er der i allerhøjeste grad i politik. Jeg ser for meget snak og for lidt handling :).”
Læs også: De unge til politikerne: Hvorfor spørger i os ikke?
2) Hvad forventer du af de næste fire år, hvis du opnår valg? Nævn to-tre punkter.
“Jeg forventer vi arbejder med: 1/ Erhvervslivet får bedre vilkår, så de kan bruge mere tid på værdiskabende aktiviteter fremfor administration. 2/ De ældre har fået frisk og ordentlig mad hver dag. 3/ Vi har fjernet de Integrationsudgifter, som er kommunale.”
3) Hvornår har du sidst brugt kollektiv transport? Hvilken?
“Det er længe siden - men jeg har været daglig bruger af Oddergrisen, da den var aktiv. Da de nedlagde den for at forny togdriften, købte jeg mig en bil, og siden er jeg flyttet til Skanderborg. Skanderborg kommune har de fleste steder gode cykelfaciliteter. Når jeg cykler fra og tilbage fra Viby er turen udelukkende på cykelsti, hvilket er en dejlig luksus.”
4) Nævn en film eller tv-udsendelse, der for nylig har gjort indtryk på dig og hvorfor.
“Jeg har ingen TV derhjemme, så det bliver en film, jeg har set i biografen. Jeg kan godt lide at se film som er samfundskritiske eller science fiction. ”The Wolf og Wall Street” er en beretning om et system, som er korrumperet af bureaukrati, penge og misforstået brug af magt. Det er en sand historie om griskhed og om at tilrane sig penge uden at arbejde for dem, hvilket også er en problematik i Danmark.”
5) Har du ændret daglige rutiner for at afhjælpe Jordens klimaudfordringer, nævn gerne et eksempel.
“Absolut ja! Jeg er i halvfemserne uddannet Afsætningsøkolog og har siden været opmærksom på, hvordan vi forbruger vores resurser. Et eksempel er, at vi kan genbruge vores elektronik i vores udbrændte elektriske apparater (TV, computere og lign.). Så jeg er meget bevidst om, at de kommer til genbrug. Derudover har jeg skiftet alle min elektriske pærer ud med led, efterhånden som de er sprunget. Det er ikke fordi jeg tror, det er dette genbrug, som skal redde vores verden. Jeg er overbevist om, at det er teknologien, som skal redde den verden vi er i - genbrug kan ikke gøre meget fra eller til, men lidt er også noget.”
6) Hvad spiser du til hverdag til morgenmad?
“Til hverdag spiser jeg noget så ordinært som havregryn med rosiner og drikker kaffe til. Men er der fødselsdag eller lign. så er det brunch med friskbagte boller, skyr, ost, bacon og hele baduljen.”
7) Nævn din sidste gode ferieoplevelse.
“Vores seneste ferie i Løkken. Vi havde en fantastik ferie i sommerhus. Det var min kæreste, min søn, bror (forbandet socialdemokrat (Smiley)), svigerinde og deres helt fantastiske unger. Denne ferie står i min erindring som en af de ferier, hvor omgivelserne med vand, strand og varme kombineret med følelsen af familiekærlighed og oplevelser af den anden verden…. Og så lige her i Danmark.”
8) I hvilket omfang bruger du de sociale medier, og hvad giver de dig?
“Af sociale medier bruger jeg LinkedIn og Facebook. Jeg bruger meget Facebook til politisk markedsføring og oplysning af politiske mærkesager. Privat bruger jeg Facebook til at dele billeder med min familie, så vi kan holde kontakten, selvom der er fysisk langt mellem os. LinkedIn bruger jeg udelukkende til erhverv. Det kan være markedsføring af min virksomhed eller af min person, hvis jeg søger job eller vikariat.”
9) Har du en cykel, der er pumpet og køreklar?
“Jeps – den er altid pumpet og klar!”
10) Nævn en person, du beundrer.
“Jeg har mange mennesker, jeg beundrer og det skifter, hvem jeg synes ligger nummer 1. Lige nu vil jeg vælge Lars Tvede. Jeg har lige læst bogen ”Det kreative samfund” som omhandler eksempler på et samfund, som lever af sund dynamik og forandring. Hvis I havde spurgt mig i sidste uge, tror jeg, jeg havde valgt Malene Schwartz for hendes fremragende skuespil i Matador.”

Publiceret 01 November 2017 13:00

Uge-Bladet Skanderborg nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få nyheder hver dag fra Uge-Bladet Skanderborg
SENESTE TV