Peter flytter bjerge:

Fra 130 kilo på sidebenene til 16000 kilometer i sadlen

Peter fra Hørning ville have sit liv tilbage. Lidt for mange kilo og alt for meget sofa blev skiftet ud med to hjul og masser af asfalt. I juni cyklede han til Paris - nu er han klar til en ny stor udfordring

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

“Hvis nogen havde sagt til mig for et år siden, at jeg en dag ville cykle til Silkeborg og hjem for sjov, så ville jeg tænke “yeah right, det sker så i hvert fald aldrig nogensinde”. Og her sidder jeg så nu og har cyklet til Paris og er i fuld gang med at planlægge en ekstrem cykeltur til Alpe d'Huez for at deltage i bjergløbet La Marmotte.”
 
Et glimt af vantro over egen forvandling spiller i de blå øjne, mens Peter Jensen fra Hørning fortæller om sine nye planer.
 
For et år siden vejede han tæt på 130 kilo, var trist og træt og havde ingen energi. Kammerater fra Hørning Idrætsforening fik ham overbevist om, at cykling kunne få livsglæden på ret køl igen, og selvom Peter var mere end skeptisk, så lod han sig overtale til en kort cykeltur i Søhøjlandet. Det var i august 2016.
 
“Det var ikke en åbenbaring. Men det var heller ikke det her uovervindelige monster, som det var blevet til inde i mit hoved. Jeg kunne faktisk godt lide det,” husker han.

Peter flytter bjerge

Over de næste otte måneder forvandlede Peters liv sig i takt med antallet af kørte kilometre på landevejene. Over 10.000 kilometer tilbagelagde han på to hjul og sagde samtidig endegyldigt farvel til overvægten.
 
“Jeg har lagt min livsstil fuldstændig om. Det underlige er, at jeg ikke føler nogen form for afsavn. Jeg er blevet bidt af at cykle. Det er blevet min brændende passion,” konstaterer Peter.
 
“Den anerkendelse og ros, jeg har fået for den indsats, jeg gjorde i forbindelse med turen til Paris, det betyder rigtig meget for mig. Jeg havde aldrig troet, jeg kunne nå her til. I dag er en tur til Silkeborg ingenting. Jeg har flyttet bjerge... oppe i mit hoved,” griner han.
 
“Jeg har bevist overfor mig selv, at når først jeg sætter mig noget for, så kan jeg gennemføre det. Jeg lægger hele min sjæl i det.”
 
Turen til Paris har givet Peter blod på tanden efter mere - meget mere. Derfor håber han nu at kunne finde en flok “artsfæller”, der ligesom han selv brænder for ekstreme udfordringer på to hjul.

Efterlysning: Folk med hård hud på ballerne

“Jeg søger nogle cykel-nørder i rigtig god form, som kan se det fede i at være sammen om at planlægge og gennemføre først en tur til Alpe d'Huez og derefter deltage i det legendariske bjergløb La Marmotte,” forklarer han.
 
Turen til Alpe d'Huez er på godt 1600 kilometer. Den har Peter sat syv dage af til. Dernæst er der bjergløbet, der godt nok kun er på 174 kilometer og varer en enkelt dag. Men undervejs klatre deltagerne over 5000 højdemeter på deres cykler og passerer fem bjergtoppe.
 
Peter har allerede gjort en stor del af forarbejdet, men nu begynder det at haste, hvis drømmen skal gå i opfyldelse til næste år. Der er nemlig snart tilmeldingsfrist til La Marmotte.
 
“Jeg håber, jeg kan finde en 10-12 andre cykel-entusiaster, der har lyst til at afprøve den ekstreme udfordring sammen med mig. Det skal være et fælles projekt, så jeg har brug for nogen, der vil committe sig 100 procent til projektet,” understreger han.
 
Første skridt på vejen er et informationsmøde torsdag 28. september klokken 19.30 i Hørning Hallens café.

Hørning - La Larmotte 2017: Informationsmøde

  • Er du klar på en udfordring i ekstremsports afdelingen? Kom til informationsmøde torsdag 28. september klokken 19.30 i caféen i Hørning Hallen. 
  • Her vil Peter Jensen fortælle om sin plan om at samle et hold af passionerede cykelnørder, der vil cykle fra Hørning til Alpe d'Huez for at deltage i bjergløbet La Marmotte.

Publiceret 19 September 2017 11:45

SENESTE TV