Højvangens Haver sætter nye skud

Der har været haveliv og spirer-lyst i Højvangens Haver hele sommeren. For nylig var havefolket klar til ny inspiration og drog på ekspedition til Aarhus og Odder

Af
Grethe Madsen

Grethe Bo Madsen

I starten af maj satte en flok haveglade beboere i Højvangen sig for at skabe et nyt fællesskab i boligforeningen.
 
Lokalavisen var med, da projektet 'Sammen gror vi', et dyrknings- og madfællesskab, gik i luften og unge og gamle på tværs af kulturer hen over en forårsdag fik sået krydderurter i plantekasser og byggede et drivhus.
 
Siden har de vandet og passet på haverne og nydt godt af de høstede afgrøder, som de har spist sammen ved flere lejligheder.
 
Forleden tog en gruppe af havefolket på inspirationstur til Økologiens Have i Odder og Ø-haverne i Århus. Der var højt humør og livlig snak da Ry bussen satte afsted fra Højvangen tidligt om morgenen med retning mod det første stop på turen - Økologiens Have.
 
Projektkoordinator fra foreningen Mobile haver Tine Sædholm Pedersen havde planlagt turen sammen med beboerne, og hun glædede sig over den gode stemning:
 
”Det har været utrolig dejligt at arbejde med gruppen af beboerne henover sæsonen. Vi har mødtes fast hver tirsdag, arbejdet i haverne, spist sammen og aftalt hvem der vander i ugen, der kommer. Det er også her vi har aftalt, hvor udflugten skulle gå hen”, fortæller hun.
 
De haveglade beboere var meget begejstrede for rundturen i haven, som gav masser af inspiration til nye afgrøder til sæson 2018 i Højvangen.
 
”Jeg kunne godt tænke mig at vi for eksempel fik tigeragurker. Jeg var imponeret over at, Økologiens Have er så stor. Der var også mange interessante muligheder med vand og drivhuse, som jeg også synes ville være sjovt at prøve af hos os,” fortæller Carsten Knudsen.
 
”Der var utrolig mange spændende krydderurter, sorte og gule tomater og bladbeder. Næste år kunne vi godt tænke os at købe planter og frø i Økologiens Have til haverne i Højvangen,” fortæller Ib Agerskov.
 
Næste stop var Ø-haverne i Aarhus. Også her var der et par gode ideer til havefolket.
 
“Vores haver i Højvangen er klart flottere end haverne her på havnen. Jeg tror, det er fordi vi har Tine, som kommer hver uge og hjælper med planer for vanding, udtynding i planerne og ideer til nye planter. Jeg kan godt lide deres hønsegård. Sådan en vil vi gerne have i Højvangen,” siger Carina Malene Rasmussen.
 
Tilbage i Højvangen høstede beboerne afgrøder i haverne, lavede fælles aftensmad og hyggede sig sammen et par timer.
 
“Der er bred enighed om, at dagen var rigtig god, og der var stort ønske om at haveprojektet fortsætter til næste år,” fortæller Charlotte Strandgaard, der er projektleder i Projekt Højvangen.
 
“Vi har set nye fællesskaber spire i takt med at planterne gror, og det var jo også hele meningen med projektet. Vi har oplevet en meget stor opbakning til haveprojektet både blandt beboerne og bestyrelsen. En fast kerne på 10-15 beboere har været meget aktive i haverne, mens rigtig mange har været forbi i løbet af sæsonen. Haverne har været til glæde for mange,” fortæller hun.
 
“Derfor vil vi søge fondsmidler til en fortsættelse af projektet, og jeg forventer da helt klart at vi også har gang i haverne i 2018.”
 
Hen på efteråret høstes de sidste afgrøder i haverne, og samtidig arbejdes der på at lave en bog med historier fra haverne, som bliver udgivet i forsommeren 2018. Bogen kan benyttes af andre boligforeninger, som gerne vil udvikle egne beboerdrevne have- og madfællesskaber.

En del af hemmeligheden bag havernes succes er fællesspisningen, hvor havefolket har høstet afgrøder i haverne og brugt dem i madlavningen. Pressefoto

En del af hemmeligheden bag havernes succes er fællesspisningen, hvor havefolket har høstet afgrøder i haverne og brugt dem i madlavningen. Pressefoto

Publiceret 07 September 2017 12:00

SENESTE TV